Nyhedsbrev Uge 51
20. december 2016
Nyhedsbrev Uge 2
8. januar 2017

Nyhedsbrev Uge 1

Kære børn og voksne på Skolen For Livet

Håber I er kommet velsignet ind i det nye år og har nydt jeres ferie med dejlig julemad, kærligt samvær, frihed til at sove morgenerne lange og få slappet af i vinterens mørke.

Inden vi drog hver til sit på juleferie, havde vi en oplevelsesrig bustur til Lübeck. Tak for at dele billeder og for en stemningsfyldt og god rejse! Det er nærende for fællesskabet at blive vugget og rystet godt sammen og skønt at drage på eventyr med både forældre, venner og børn. Dagen efter havde vi en hyggelig morgenstund med masser af gastronomiske herligheder, som de børn, der mødte tidligt ind, og frivillige havde kreeret. Smoothies, forskellig slags brød, pandekager, omeletter og pålæg. Vi afslørede december måneds drillerier og nissevenner og fik ryddet op i vores kasser. Den sidste dag holdt vi solhvervsfest med kor, nytårsønsker, bål, trommer og varm solsuppe.

Som et trylleslag er året gået. Præcis som det flygtige fyrværkeri vi symbolsk fyrer af nytårsnat. En markering af overgang, et smukt og vidunderligt glimt af begejstring, forundring, et magisk syn, et univers af lyd og farve – og puf! er det overstået. Men i stilheden og mørket sidder efterklangen i kroppen.
Præcis som når et eventyr slutter.

Snip Snap Snude, så er den fortælling ude.
Tip Tap Tønde, nu kan et nyt begynde…

Vi indleder det nye år med stille yoga onsdag morgen efterfulgt af fælles samling. Men herefter bliver alt anderledes – Vi skal på endnu en rejse. Ikke i bus over land, men over vand i en verden uden grænser. Vi skal rejse i drømme, bevæge os i fantasiens og forestillingens univers. I metaforernes og mulighedernes land skal vi ud på en farefuld færd og prøve at overleve i to uger på en øde ø sammen med Jens og Elvira. Helt væk bliver vi dog ikke, for vi skal også have dansk, matematik og rengøring. Og helt så farligt bliver det ikke for lille klan, der skal skrive, tegne, læse og undersøge vores egen lille skole-ø sammen med Tina.

Lille klan trivselsmøde d. 10/1 kl. 18.30 i salen.
Vi skal sige hjertelig Velkommen til Daniella fra USA og Yuka fra Japan, der er vores nye wwoofere sammen med Neil og Clarissa, som stadig er hos os.

Vi ønsker jer alle et Godt Nytår og Glæder os til at se jer på onsdag!

Kærligste hilsner fra os voksne på skolen