Nyhedsbrev Uge 9
24. februar 2019
Nyhedsbrev Uge 11
10. marts 2019

Nyhedsbrev Uge 10

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Så kom vores Gigantugle ud at flyve. Uglen, der kan se i mørke – ligesom drømme kan. Måske husker du stadig, at åbne de breve som drømmenes postbud bringer dig hver nat, selvom vores projekt drømme og masker er slut. Det sluttede med sang, musik, maske- og danseopvisning og et optog. Vi afsluttede ikke kun med hinanden denne gang, men delte det med over tyve pensionerede, begejstrede skolelærerinder og de forældre, der havde mulighed for at komme. Til jer forældre, der af gode grunde ikke havde mulighed for at deltage, I bliver ikke snydt; afslutningen blev filmet og klippes sammen til en lille afslutningsfilm.

Stor Tak til Randi, der underviste i dette projektet.
Og Stor Tak til Vandgruppens forældre for at holde en forrygende fredag med fastelavn … Se de mange billeder fra ugen der gik 🙂

Vi lærere havde en god pædagogisk dag. Hvor vi fik reflekteret og samlet op på ting, der, på mange måder, bringer os ind i en ny æra. De næste tre uger skal fx handle om krop, familie, seksualitet og mobning i alle klaner. Og som vi har varslet jer, bliver klanerne reduceret til tre i stedet for fire i en prøveperiode. Det betyder, at Syd bliver til Vest sammen med nogle af børnene fra Vest. Og nogle af børnene fra Vest bliver til Nord. Læs i Syd, Vest og Nord – for at se hvem.
Der er flere nødvendige grunde til, at vi besluttede på pæd. dag, at indlede denne prøvedeling nu. Det er dels af hensyn til lærerkræfter på sigt, fordi Jens er på ferie i uge ti og for at tilgodese sociale dynamikker, som har været i fokus siden trivselsmøderne. For at fremme det sociale liv og samhørigheden på skolen, flytter vi samtidig alle madpakkemåltider og Legeri ned i det nye hus.

Syd – som bliver til Vest – skal have undervisning i det nye hus. Øst fortsætter med at have undervisning i rumraketten i stuehuset.
‘Gamle’ Sydbørn og Østbørn fortsætter med at have garderobe i stuehuset og madpakkerne skal I aflevere i en fælles trætønde i køkkenet, så tager vi lærere dem med ned i køleskabet i det nye hus. Heldigvis går vi mod varmere tider, for I kommer til at spæne lidt frem og tilbage – men det plejer at gå godt og I ser ofte ud til at nyde det, så – nu prøver vi.

Øst har arbejdet i fast matematikrytme – leg, bog og leg. Vi har været på geometrisafari, på jagt efter firkanter, trekanter, femkanter og cirkler. Kan du huske, hvilke I fandt flest af? Jeg, Sarah, siger Tak for denne gang, for fremover skal I igen have matematik med Jens og Kaspar. I Næste uge mest med Kaspar, for Jens er jo på ferie. I de Næste tre uger skal vi have Hanne i projekt. Vi skal b.la. lære om kroppen og hvordan den udvikler sig.

SYD har fået præsenteret ”hajen” – et ”skelet” til opbygningen af en historie – historien skal have en indledning (hajens mund), en midte/handlingen (hajens krop) og en afslutning (hajens hale). Vi har talt om forskellige slags indledninger – hvad er det nu ”in medias res” vil sige? De fleste af jer kom godt i gang med at “skrive løs” på en historie om fastelavn.

Syd Øst har hørt historien om lille kanin, der ville være giraf og lille hvide kanin, der altid ville være noget andet end det, den var. Vi har også haft rytmik sammen – med hulahopringe.

I Næste Uge skal Syd forvandles til Vest og arbejde sammen med Bue, Gro, Mira, Linea og Louise. Vi skal alle have dansk med Hanne og repetere, hvordan vi bygger en historie op, skriver historier og selvfølgelig står der også læsning på programmet 🙂 Nye Vest skal have BBB/musik med Bibi og Tina på mandag efter frokost. Tirsdag er der, som noget nyt; byg og bevægelse med Kaspar. `Nye’ Vest har fri ca. 13.15 hver dag.

Nord I den kommende periode vender vi tilbage i det vante skema med matematik i morgenbånd. Vi skal sige Goddag til nogle Vestbørn: Melissa, Meera, Liila, William og Maia, og have Sarah fast i matematik igen. Vi skal vælge mellem at arbejde i Pirana matematikbog eller et matematikkursus i geometriprogrammet Geogebra, som blev efterspurgt til skole/hjem samtalerne.
I skal begynde at have engelsk med Kaspar i anden skoletime mandag og efter frokost er der akrobatik med Sarah i krop og motion, hvor vi skal arbejde med fælles balance og tillid.

I de næste tre uger skal Nord og Vest (Og husk kære Sydbørn, I er Vest!) have Sarah, Tina og Jens i projekt. I kommer til at arbejde hver for sig, Men på onsdag starter vi projektet op sammen, Vi får besøg af Jakob, Carl og Jesper fra Danske Skoleelever. De tre herrer rejser helt fra Århus og er hos os hele dagen fra kl. 10 – 13. I har derfor alle sammen lidt tidligere fri på onsdag. Vi skal høre om, hvad danske skoleelever er og deltage i workshoppen – ALLE MED. Forløbet handler om inklusion og det at være sammen, holde sammen og få Alle Med uanset, hvor forskellige vi er. Du kan læse om `Alle Med’ på danske skoleelevers hjemmeside. https://skoleelever.dk/alle-med Her er også masser af materiale og små film til jer forældre, der fortæller, hvor meget det betyder, at I bidrager som gode rollemodeller, hvis vi skal undgå mobning og fremme inklusion i skolen.

BOGBUS
Bogbussen kommer på torsdag i anden skoletime. Husk at få jeres lånerkort med eller bringe sedlerne i orden, så I kan få et. Sedlerne, der skal udfyldes til lånerkort, ligger på reolen i Legeriet/spisesalen – I nye hus!

Med ønske om at Alle er Med, glæder vi os til at se jer på mandag
Bedste hilsner fra alle os voksne på skolen