​Nyhedsbrev Uge 14
3. april 2017
Nyhedsbrev Uge 17
23. april 2017

Kæreste børn og forældre på Skolen For Livet

Håber I nyder påskeferien 🙂

Måske har I holdt påskemiddag, spist chokolade påskeæg, været i kirke og sunget påskesange og hørt de fortællinger, vi arbejdede med og sang inden ferien? For at opleve hvordan verden hænger sammen og hvordan vi hænger sammen med verden, følger undervisningen årets og årstiders gang. Vi arbejdede derfor i haven inden ferien, med påsketraditioner og den kristne myte om Jesus hændelser i påskedagene via fortælling, sang, poesi, lyrik, dans, filosofi og historie.

Gennem alle tider er fortællinger blevet til sange og sange blevet til fortællinger. Sange fortæller i en poetisk form den historie, som vi fx netop har hørt. Og pludselig giver sangen måske mening eller bliver lettere at forstå, fordi den bagvedliggende historie er kendt. Når vi synger sammen, får vi en fornemmelse af fællesskabet samtidig med, at vi hver især hører noget forskelligt i tekst og melodi. Vi synger med eget næb, men løfter sammen sangene op til noget større. Det samme sker når vi danser, hver har sit eget udtryk, men vi deler grundfølelsen og den fælles form. Eller i vores fælles refleksioner over hvad personer og hændelser fra påskehistorien repræsenterer og vi pludselig opdager en dybere sammenhæng. At de stadig er her – personerne og hændelserne – hver dag, i os selv, i andre og i verden.

Det kan nok være at påskehistorien, som vi hørte inden ferien, var genkendelig, men strukturen og måden vi arbejdede på, har flere dannelsesidealer end blot at kende historien. Det handler også om alt det rundt om og indeni, om at være os selv i fællesskabet og om at tilegne os selvindsigt og livsvisdom som evig følgesvend til faktuel kundskab. Hver eneste dag på vores lille skole har at gøre med de kerneværdier i den grundtvig-koldske tradition, som vi er rundet af – oplivning og oplysning. Erfaring og livsfylde der virker helt ind i den måde vi handler i og møder verden på.

Inden ferien gik vi i gang med frøplantning og indblik i sædskifte og jordforbedring. Nu skal vi også i gang med vores egen lille have. Bliver det alt for vådt og koldt, skal vi have andre værksteder istedet. I morgentimerne skal vi bruge hovederne til dansk, matematik og sprog.

Vi glæder os til at se jer på tirsdag til morgensang i salen kl. 9.00.

Bedste hilsner fra os voksne på skolen