Nyhedsbrev Uge 15
7. april 2019
Nyhedsbrev Uge 18
28. april 2019

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Håber I nyder påskeferien!

Morgenbånd
I Øst arbejder vi fortsat med matematik – vi er inde i en trummerum, matematikker selv i pauser og pusterum og kan ofte slet ikke stoppe igen.
I Vest Matematik har vi arbejdet i individuelle matematikbøger – og I drøner deruda’. Vi har fokuseret på geometriske former, leget og lært. Hvad hedder fx punktet i midten af en cirkel? Hvor er radius og diameter i en cirkel? I uge 18 bevæger vi os videre ind i geometriens verden. For hvad med størrelserne på alle de former vi har arbejdet med? Omkreds og areal.

I Nord arbejder vi med grammatikken i egne bøger og laver små koncentrerede skriveøvelser efter meditativ opvarmning og træning af forestillings- og billedmusklen og ved ‘simple’ spørgsmål som – Hvad ville du foretage dig, hvis du kun havde et semester tilbage på skolen eller i det hele taget – i livet?

Mandagens Have
Vi har påbegyndt de meget nødvendige og vigtige forberedelser i vores dejlige køkkenhave – forberedelser der skal til, for at vi igen i år kan høste og spise os mætte. Vi har gravet haven nænsomt, så alle regnormene fortsat har det godt og kan hjælpe vores jord. Vi har fjernet (u)krudt, som kan tage vore afgrøders næring. Alt dette forarbejde gør, at vi om ikke længe kan så og plante dejlige grøntsager, som vi kan nyde i fællesskab. Næste etape i haven handler om permakultur.

Musik, rytmik og bevægelse
Øst og Vest danser, trommer, fløjter, synger, leger, slår koldbøtter og hopper – hvad er det nu det hedder – det der mærkelige hop, vi hopper?
Nord. I forbindelse med projekt arbejder vi nu med samba. Vi er delt i to grupper – den ene gruppe har band og den anden samba og så bytter vi efter 3/4 time. Samba er ikke let. Mange forskellige rytmeinstrumenter indgår. Nye rytmer og instrumenter der alle er lige vigtige. Vi har fået to nye Surduer på skolen og Brasilianerne sir’ at rytmen på Surdoen er sambaens hjerteslag. Gentagelse af ordlyden “ Si goda. si go morn” er det, som Surdoen, den store sambatromme, skal sige. Vi arbejder med gadesamba og I arbejder meget flot med det. I ugen før den 4. maj skal vi arbejde i en stor gruppe og øve næsten hver dag. Vi håber nemlig at blive klar til at kunne spille til vores indvielsesfest den 4 maj. I den forbindelse skal vi alle være klædt i sort, så vi kan sætte farvede tørklæder på os.

Projekt
I Øst og Syd er vi taget på tur i den vilde jungle, langs den dybe amazonas flod. Vi læser og skriver opdagende skrivning, og tegner og maler i billedkunst om vores oplevelser og nye viden. I Vest og Nord har vi lært Colombia at kende via deres køkken. Vi har lavet dejlige (og ikke tørre – Sarah!) Arepas, som er majsbrød, og en krydret ris og grøntsagsret. Nogle blev udfordret og overrasket over, at man kan spise mad, hvor alt er blandet sammen. Udover madkundskab arbejder vi i to spor, som vi har fordelt os på. Det ene lægger sig op ad konflikter og hvad årsagen til dette kan være og det andet lægger sig op ad verdensmålene fra FN. Vi læser i bøger og er opsøgende på nettet med hver vores tema. I Vest arbejder vi også med børn, som bor i Colombia. I Nord har vi fundet hver vores underemne og en vej til at perspektivere til FN’s verdensmål og Danmark.

I Uge 17 – Skal vi ikke have morgenbånd, sprog eller musik, Vi skal i haven og arbejde med Permakultur i hele skoletiden, hele ugen 🙂 Så husk solcreme, solhat og havetøj.
I uge 18 – Arbejder vi videre med Colombia og sætter kaptajn Jens af på vejen.

Skole- hjem samtaler
Nord får tilsendt skole- hjemtider. Hvis tiden ikke passer jer, håber vi, I finder ud af at bytte indbyrdes. Øst, Syd og Vest I har en uge mere til ar skrive sig på sedlerne, der hænger i nye hus v. protokollen.

Fortsat God påskeferie
Vi glæder os til at se jer på tirsdag.

Hasta Luego fra alle os voksne på skolen