Nyhedsbrev uge 19
7. maj 2018
Nyhedsbrev Uge 21
21. maj 2018

Nyhedsbrev Uge 20

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Naturen er blevet helt grøn og blomster gør landskabet fortryllende kønt. Fuglene synger og børnene leger, det er forår og maj måned fylder vores hjerter med sang og glæde.
I Sidste Uge tog vi atter et ordentlig skridt fra middelalderen og landede lige midt i vores nyere tid. Nu ser verden igen helt anderledes ud. Ved at kigge tilbage på de mange hundrede år der er gået, kan vi se, at mennesker er meget opfindsomme og dygtige til at skabe nye ting – så opfindsomme at selvom havet, jorden, blomsterne og bierne stadig ligner sig selv, er verden helt forandret. Det var en super kort projektuge, hvor vi kun havde én projektdag.

Michaels hold har brugt dagen på at få et indblik i tiden fra 1900 til 1950. Det har handlet om demokratiet, der i starten af 1900 ikke var for enhver. Måtte kvinder stemme ved folketingsvalg og hvordan med stemmeretten, hvis en arbejder var uheldig og kom så alvorligt til skade, at han blev uarbejdsdygtig og måtte modtage fattighjælp? Hvordan var Kong Christian X? Vi hørte om Marie Kristensen, der var igangsætter af samme fagforening som Dennis Kristensen i dag er formand for.
Hvad sagde Kongen til Kvindebevægelsen, da han mødte dem?
Meget blev rundet; hvem var Stauning og hvad var det for en aftale de danske politikere lavede med tyskerne, da de besatte Danmark 9. april 1940. Holdt aftalen?
Mange fakta! Men det vigtigste har været at lave et meget bredt tidsbillede.

Næste Uge skal handle om besættelsen og den kolde krig, 1950 – 2018, med små nedslag i perioden.

Jens hold tog i forbindelse med den “nyere tid” til tidslommen Thorsvang Samlermuseum. Vi havde en pragtfuld tur, hvor vi alle fulgtes ad i starten, og hørte hvad de voksne havde at fortælle. Og det væltede ud med spørgsmål fra ungerne. Dernæst var vi alle med til en orienteringsquiz og vi for topmotiverede rundt gruppevis med papir og blyant og svarede på spørgsmål.
Da vi havde gennemført, fik vi en portion slik hver af damen i den gamle købmandsbutik – som viste sig at være Tinas mor 😉.

Thomas hold har arbejdet med rumraketter, jeeps, computere og lego. Der blev læst, tegnet og diskuteret, mens vi øvede den velkendte leg “husk 3 ting” – 1. ting var: at komme når klokken ringer. Kan I huske de 2 sidste ting?
Derudover er der blevet spillet fodbold, leget stikbold, spillet badminton, danset, spillet på klaver, kravlet i træer, kørt på cykel, leget med vand, spillet Stratego (og Jeppe… vi mødes igen på slagmarken!), spist madpakker, delt madpakker og smurt madpakker, sunget vrøvleviser, øvet håndtegn og ikke mindst krammet og drillet og grinet og lidt grædt og larmet og løbet og gået og kravlet og mon ikke også lært en hel del nye ting … eller hvad siger I, unger? Har I lært noget?

Vi har nu været på en tidsrejse gennem skabelse, oldtid, middelalder og nutid i fem uger. Det føles som kort tid, for historien er milliarder, millioner, hundrede tusinde år og timer gammel og der er stadig Masser af spor fra fortiden at se på og høre om. Vi har brugt det urgamle landskab på Møn til at fortælle bitte små bidder af menneskets historie. Noget af det, vi har fundet ud af, er, hvornår de forskellige spor fra fortiden blev skabt, i hvilke tidsperioder og hvordan mennesker levede dengang.
Og historien fortsætter – for på mandag, hvor Stege også fejrer sin 750 år købstadsfødselsdag, skriver vi selv historie.

Vi skal tage det første spadestik til vores nye skolebygning og – der er morgenmad til alle, som er tidligt oppe og vil være med. Kom glad kl. 7.00 til vores nye skole. Medbring en spade, hvis du vil spadestikke. Tilmeld jer til Kaspar – (email her) – så der er rundstykker nok.

I Næste Uge skal vi på små ture ned til den ny skole mandag og tirsdag. Vi skal spise vores madpakker dernede og følge med i byggeriet. I denne uge skal betonfundamentet til den nye bygning støbes.
I projektdagene skal vi først arbejde lidt videre med nyere tid, for til sidst at lande i vores egen tid igen. De sidste dage skal vi afslutte vores historieprojekt. Denne gang på vores egne hold, hvor vi skal evaluere og snakke om alle de ting, vi har oplevet. Er der noget, I er blevet nysgerrige efter at vide mere om? Hvad var sjovt, kedeligt eller spændende? Var der noget, der rørte jer? Og selvfølgelig – Har I lært noget nyt og hvordan har det været at arbejde med historie, hvad var godt og skidt? – Alt det kan I allerede begynde at tænke over, mens I nyder den herlige Kristi Himmelfart.

FRA YOGA TIL GØGL
Vinterens stive krop er helt af sig selv gået i badutspring galop – Vi er derfor flyttet udenfor og Thomas har, udover en del af Tinas timer, også overtaget Kaspars yogatimer. Udenfor er ethjulet cykel, devil stick, tallerkener, stylter, vejrmøller, kængurustylter, bolde, ladcykelræs, dans, trillebørakrobatik, så vi er faktisk klar til en god kaotisk og ganske underholdende omgang… ja, Gakket Gøgl.

MADPAKKER
Alle wwofere knokler med at så frø i vores nye have, så vi kan få mad til vinter og næste skoleår. Vi skal derfor fortsat have madpakker med i næste uge. Da mange har spist madpakken og er sultne om eftermiddagen, serverer vi eftermiddagsbrød.

FREDAGS RENGØRING
Husk! At kigge på tavlen, hvornår I har fredags rengøring. Bliver der ikke gjort rent betyder det blot den mindre katastrofe, at alle møder ind til en rodet garderobe.

NY WWOOFER
I næste uge skal vi sige hjertelig velkommen til Angela fra Canada, der bliver hos os i en måned.

Bedste hilsner fra alle os voksne på skolen.