Nyhedsbrev uge 20
14. maj 2017
Nyhedsbrev Uge 22
29. maj 2017

Nyhedsbrev Uge 21

Orden og Fremtid (ordem e progresso) står der skrevet på det brasilianske flag, der nu vejrer højt i vores flagstangs himmel. Flaget er syet specielt til skolen i Brasilien af Patrizias datter. Patrizia bor på Møn og det var hende, der startede vores projekt Brasilien i torsdags. Vi hejste flaget, hørte om Brasilien og afsluttede med Capoeira – dans og sang – i en hoda/dansecirkel. Vi har allerede arbejdet lidt med Brasilien i musik i form af samba. I de kommende uger skal vi fordybe os i samba, capoeira, billedkunst og i forskellige emner om Brasilien. I store og mellem klan har vi foretaget en brainstorm og lavet mind map/tankekort over alle de mulige ting vi kan undersøge.
Nu gælder det om at tilegne os viden og finde den rette form at formidle det tillærte.

Lille klan har hørt historien Abe og den dumme goble fra det dybe hav, strandene, floderne og junglen. Hvordan var det nu, at abe snød goble? – prøv at fortæl historien til en du kender, kan du huske den? I projektet om Brasilien skal vi arbejde med Anne Sofie, undersøge regnskoven og dyrene der bor i den og selv male en stor jungle med dyr. Vi har allerede været i gang med at lære om træerne med Anne Sofie, fx hvordan de trækker vejret og drikker vand. Vi har også været i haven, læst, skrevet i livsbøger og haft matematik og rytmik.

Vores haver er nu plantet til. Bærbuske, læbælter, små og store frø er puttet i den forarbejdede, næringsrige regnormejord. Fine trærammer afgrænser hver have og tang fylder jorden med fugt. Nu er det bare at vente på den guddommelige magi, der får alting til at spire og gro. Man kan sige, at vi nu har gjort vores til at bringe orden i, at frøene kan gøre fremskridt – at de kan skride frem, vokse og vækste skridt for skridt :).

I ugen der gik, var vi lærere på pædagogisk dag og I børn havde forældre/gæstelærer skoledag. Det var en fryd at vende tilbage og se de smukke blomsterbilleder, den store urtespiral ved indgangen foran huset, høre om den skønne mad I havde fremstillet og spist, om fysik, havearbejde og hvordan cyklerne blev repareret i cykelværkstedet. Hvor er I seje! Det er en kunst, og kilde til stor glæde når fællesskab blomstrer!

Fællesskabet blomstrede også i fredags, da nye børn besøgte os med deres forældre. Det var skønt at mærke, hvordan vores skole summede af både bi- og menneskeliv. Dagen var solrig og selv om vi spiser vegetarisk på skolen, så spiste nogle af os de lækre muslinger, som Nora og Meera havde fisket og kogt.

Men HUSK!
Solskin eller ej, I må KUN få våde tæer, hvis der er en voksen med til vandet!

Vi glæder os til at se jer i næste uge. En uge på bare tre skoledage! Hvorfor kun tre? Fordi kalenderen siger Kristi Himmelfartsferie. Men hvad betyder Kristi Himmelfart? 😉
Bedste Hilsner fra os voksne på skolen


Kæreste Forældre
På tirsdag d. 23 maj er der informationsmøde på skolen. Mødet strækker sig fra eftermiddag kl. 16.00 til aften kl. ca. 20.30. Vi starter med en runde af oplæg og information om skolen i ca. en time. Herefter er der spørgetid og debat.
I må meget gerne forberede spørgsmål eller gerne allerede nu sende os spørgsmål, som I ønsker at få besvaret.
I skal alle medbringe en ret til fælles aftensmad, som vi indtager kl. ca. 18.00. Kl. 19.00 overtager Bibi og Jakob fra bestyrelsen den del af mødet, der omhandler forældreinddragelse.
Hvis I er forhindret i at deltage, bedes I melde afbud til Kaspar.

Kærligste Hilsner fra lærere og bestyrelse