Nyhedsbrev Uge 24
9. juni 2019
Nyhedsbrev Sommer
9. juli 2019

Nyhedsbrev Uge 25

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Tak for en intens og intim sommerfest!
Tak for dejlig mad, kager, underholdning, arbejdshjælp, samvær, torden, lynild og ikke mindst for året der gik!

Morgenbånd
I morgenbånd afsluttede Nord litteraturundervisning med Hanne og efterfølgende har vi alle lavet matematik i et stort blandet hold. Kuglerammer, bøger, hvisken, udregninger og hjernegymnastik i hele huset.

Projekter
Nord/Vest Møns Klint – Vi har set, følt og hørt – tågen, vinden og bølgerne mod flintesten. Vi har set Klinten på to, vejrmæssigt, vidt forskellige dage. Vi har søgt svar på, hvordan Klinten er dannet ved at rejse tilbage i tiden. Vi har rejst tilbage til kridttiden for 70 mio. år siden, hvor Danmark var dækket af hav og kridtet blev dannet af… Ja, af hvad? Vi har rejst til tertiærtiden, hvor 70 % af dyrelivet uddøde ved K/T græsenke for 66 mio. siden. Vi har rejst til kvartærtiden, hvor gletcherens kræfter har skubbet og foldet Klinten op. Tak, for to gode dage.

Øst/Syd/Vest Eventyr og billedkunst – Vi har hørt to eventyr fra Møn – Den hvide pige/dame og Klintekongen. Begge fortællinger foregår ved Klinten, hvor vi lige har været, så vi kunne levende forestille os de billeder, vi tegnede til historierne bagefter. Vi har også malet farverige malerier med vandfarver og skrevet frie historier efter fantasi eller fast form med ordroulette – idéer til eventyr. Og hold op, hvor er I gode til det hele – både at lytte, tegne, male, skrive og finde på historier.

I Næste Uge går vi ind i den sidste uge, der skal handle om – Året Der Gik. I de faste timer; musik, engelsk, tysk og have afslutter vi på hold. I projekt starter vi med at lave et lille årshjul til vores livsbog på hold og så et samlet, stort årshjul til hele skolen. Og så skal vi selvfølgelig have ryddet op, samlet vores værker og ting i arkivmapper og tømt vores kurve og kasser, så de er klar til næste, nye skoleår.

Sidste Skoledag
På sidste skoledag, fredag, skal vi ikke kun sige Go’ sommerferie og på gensyn til hinanden, vi skal også sige farvel og god livsrejse til en håndfuld børn og voksne. Vi starter med morgensamling, hvor vi skal synge og sige farvel til Hanne og Helle, der begge skal på efterløn og til Melissa, der skal på en anden skole – Alle er Velkomne.
Bagefter går vi til stranden – vores egen lille strand for enden af bassinerne.
På stranden bliver der vandkamp for de vandglade og kamplystne og roligt sopperi for de mindre vandvilde. Vi tager vores madpakker med og spiser ved vandet. HUSK: SKIFTETØJ, BADETØJ, HÅNDKLÆDER og evt. VANDPISTOLER.

Kl. 12.00 – Når vi er hjemme igen, samler vi os i salen, til højtidelig dimission/afslutning for Sofie og Mie, der nu begge rejser fra reden og skal flyve afsted på egne vinger ud i ungdomslivet – Mie og Sofies familier er velkomne.

Dagen slutter af med feriesang kl. 12.30 – Alle er velkomne.

Skolen ferielukker efterfølgende og senest kl. 13.oo. Har I brug for pasning i Legeriet, skriv til: kaspar@skolenforlivet.nu

Lærer Nyt
Ansættelsesudvalget har i de seneste uger haft travlt med nyansættelser og det er med stor Glæde, at vi skal byde to nye lærere – Bjarke, musiklærer og Liza, lærer og Legerimor, samt Tina, sekretær, – Hjertelig Velkommen!

I fredags ønskede vi Allan, som har været vikar for Jens, Hjertelig TAK og God sommerferie.

Mere Nyt om ansættelser, kontaktlærere og fagfordelinger kommer i et ekstraordinært sommerferie Nyhedsbrev – inden det bliver lærernes tur til at gå på ferie 🙂

Bedste hilsner fra alle os voksne på skolen