Nyhedsbrev Uge 38
21. september 2016
Nyhedsbrev Uge 40
2. oktober 2016

Nyhedsbrev Uge 39

Aller Kæreste børn og forældre på Skolen for Livet

I sidste uge fik vi både høns, kaniner og killinger på skolen. Snart kan kaninerne komme ud af deres bure så vi kan kæle med dem og de kan hoppe rundt. Vi har heldigvis Marianne til at fortælle os, hvordan vi skal passe dem og hun siger fx at vi skal huske at vaske hænder inden vi rører kaninerne, da de ellers risikerer at få kaninpest.

Hønsene lægger æg, spiser vores madrester og hygger sig i deres nye flotte, flytbare hønsegård og hvor er det en stor fornøjelse at følge med i æglægning og hønseliv. Killingerne, dem må vi spændte vente med at se, til de begynder at hoppe rundt, for de er født et hemmeligt sted.
Vi har haft dansk, matematik og valgfrie værksteder i ugen der gik.
Store klan har arbejdet med opstart af grøntsagsbutik. Vi har lært om vægt, sammenlignet priser, prissat grøntsagerne ud fra økologiske butikspriser og endt med at pakke, reklamere og sælge de lækreste grøntsagsposer fra egen have.

Mellemklan har arbejdet med associationer og tankekort i dansk, tegnet og skrevet om flotte, seje og hæslige ting i naturen og delt tankerne med hinanden.
Lilleklan har arbejdet tværfagligt med matematik, rytmik, tegning, historier og håndværk med materialer fra naturen. Vi har tegnet årstiderne, lavet lysestager med genbrugsglas og pil og pyntet grene med uld. Vi har snakket om følelser, mobning og fællesskab. Sidst men ikke mindst har vi sunget på engelsk, trommet og danset.
Alle har hørt historien om `den snakkene potet’ på både norsk og engelsk, haft yoga, holdt skolemøde, været i skolehaven, luget ukrudt og høstet brændenælder, majs, morgenfruefrø og kæmpe, lækre kartofler.

I valgfrie værksteder har vi fordybet os i keramik, køkken og idræt.
Keramikholdet har godt gang i drejede objekter, håndformede skåle, kvætsede tallerkner og modellering. Køkkenholdet har ugen igennem arbejdet med opskrifter, huskelister, indkøb og madlavning – og ahh, hvor vi nyder at blive forkælet med lækker mad og kager 🙂 Idrætsholdet har spillet stikbold, hockey og haft fokus på kast i kongespil og jonglering.

I Næste Uge fortsætter vi hovedfag og værksteder. Dog bliver idræt til høst og have og der vil være mulighed for små omrokeringer af værksteder. Der er musik med Mads og trommer med Bibi tirsdag. Hans Jørgen har eventyrligt keramikværksted med lilleklan onsdag over middag og med keramikholdet torsdag. Yoga er aflyst onsdag, hvor vi skal have idræt i stedet. Efter idræt kommer Wigger som gæstelærer og laver geometriske former resten af dagen med mellem- og storeklan. Skemaet for ugen hænger i entreen.

Udover alle de andre dyr der er kommet til skolen den sidste uge, går der nu også rygter om, at der er fundet LUS i blandt os. Vi opfordrer derfor højlydt til at I, i forbindelse med det ugentlige bad, sørger for at kæmme godt og grundigt, så de små væsener ikke spreder sig.
Tusind Tak! kære forældre for jeres indsats på ansvarsområderne. Sammen med Saras daglige rengøring er det mærkbart, hvordan der er meget mere orden og rent alle steder. Det smitter så fornøjeligt når mennesker, dyr, ting og lokaler får kærlig omsorg og opmærksomhed.

Bedste Hilsner fra os voksne på skolen
Sara, Mikkel, Gunhild, Elvira, Kaspar og Tina