Nyhedsbrev Uge 3
12. januar 2019
Nyhedsbrev Uge 5
26. januar 2019

Kære børn og forældre på Skolen For Livet

Sikke en fornøjelse det er, at vi nu samles i den nye sal hver morgen. Selvom der stadig mangler knager og detaljer som et køkken, hylder og tavler i halmhuset, begynder der på forunderlig vis at falde ro over hele spektaklet. Det mærkes helt ind i stuernes stemning, hvor vi sammen med det tiltagende lys fyldes med livslyst, leg og lettelse. Og selvom jorden er frostkold, er det som om, et lille drømmefrø fra mørkets dyb er begyndt at røre på sig – kan du mærke det?

Til morgensamling fortalte Randi et eventyr om en fattig dreng og alle skovens underjordiske bæster, der går i et sælsomt optog op til slottet for at skræmme prinsessen. Vi har også hørt sange om nattedrømme, set på drømmebilleder, lært om nattens drømmefaser og set hvordan det kan gå, når mennesket drømmer om at flyve – i virkeligheden.

I Øst matematik har vi leget matematiklege og arbejdet i vores individuelle matematikbøger. Kan du se hvilke tal der mangler i talrækken? 2 4 6 10 12 14 18 20.

Syd har dansk på livet løs. Vi øver læsning, læseforståelse og skriver opgaver i arbejdsbøger.
I SydØst projekt har vi hørt fortællingen om Bissenkræmmeren fra Swaffhamn og hvorfor ordene “selv drømme kan blive til guld” blev hugget ind i soklen på Johns statue – kan du huske, hvorfor der står det? Vi har også leget vis og byt en følelse og haft “følelser på spil”, hvor vi har vist, gættet og spillet om følelser. Og så er vi blevet færdige med Garmanns Hemmelighed. Prøv at fortælle den voksne du læser med, hvad det var kun for en hemmelighed Garmann og Johanne havde ude i skoven? Og hvad betyder det mon, hvis det prikker i huden, når man kigger på en, man godt kan lide?

I næste uge skal vi undersøge hvilken sammenhæng, der er mellem usikkerhed og følelser. Vi skal lytte, danse og snakke om, hvordan vi handler i bestemte situationer og hvilke drømme, der kan knytte sig til følelser. Hvis I har noget musik, som I synes minder om en bestemt følelse, Så MEDBRING det i næste uge.

I Vest har vi fået nye og faste pladser. Ikke alle var tilfredse i starten, men I har efterhånden affundet jer med lærerens tossede ideer og måske indset, at I også kan arbejde sammen med nogle, I ikke plejer? Vi har arbejdet i vores individuelle matematikbøger – og øvet os på at sidde på nye pladser. I næste uge dykker vi atter ned i delingens kunst.

I matematik har Nord arbejdet i grundbogen og tematisk et par gange. Dette har resulteret i nogle tankevækkende resultater:
Vi har regnet os frem til, at hvis man sidder ude i vingespidsen af en given vindmølle, bevæger man sig med en fart af 243km/t !!!!!!!!

Vi har gennemgået et matematisk bevis på, at hvis man lægger en snor omkring en rund genstand, og forlænger snoren 1 meter, vil afstanden fra genstanden til den forlængede snor være 16 cm. Og det er uanset, om snoren er bundet omkring en läkerol eller omkring ækvator på jordkloden!!!!!!!!

I Nordvest idræt har vi beskæftiget os med iltoptagelse i kroppen. I mandags tog vi bogstaveligt pulsen på hinanden: Hvilepuls og pulsen efter forskellige aktiviteter. Nogle af os havde i begyndelsen en puls på 0 (!!!!!), men efter ihærdige forsøg, lykkedes det heldigvis at finde pulsåren.

Nordvest projekt drømme:
Vi har hørt om masketraditionen på Ærø Helligtrekongers-aften, hvor det gælder om ikke at blive genkendt, når udklædte maskebærere drager rundt på besøg med forvrængede stemmer og sugerør i lommen. I fredags var vi vidner til den store forløsning: Maskerne er blevet født, dvs. de er løsnet fra deres lergrund. Vi har kogt skallerne fra sort valnød og fremstillet tusch til at lægge skygger og der er blevet skrevet motiverede ansøgninger til at få lov til at bruge farver til maskerne. Der er introduceret selvstændig opgave om drømme og masker, der skal afleveres den 22. februar.
Vi har også hørt Soyas fortælling om Hr. Mands hemmelighed; om et fint lak-skrin strengt forbudt for Lille Snedun at åbne, men som viser sig at være fyldt med masker. Og så har vi talt om tibetansk buddhistisk drømmepraksis og muligheden for at øve sig i drømme. Vore museum af masker fra fjerne egne vokser. Tak for at vi må låne! Det er så meget rigere at sanse materialer, former og maskernes særheder og særligheder i virkeligheden.
I Næste uge fortsætter vi hvor vi slap med maskemaleri og opgaveskriveri.

Fredag den 1. februar er der en særlig mulighed for børnene fra Nord og Vest at slippe maskerne løs og være del af et stort og fabelagtigt optog i Svendborg til lysparaden Kyndelmisse – Vandring fra Vinter til Vår. Det starter kl 17.00 og slutter ca. kl. 19.00.
Gaderne vil fyldes af udklædte, giganter, lanterner, masker og musik – og hvis der er interesse for det, kan forældre og børn deltage som gruppe med de masker, vi har bygget. Det er betinget af, om nogle forældre har lyst til at køre i egne biler og tage af sted, så vi kan nå færgen til Langeland, der sejler kl. 15.15 . Dvs. afgang fra skolen kl. ca. 13.30. Vi vil deles om udgifter til benzin og færge frem og tilbage. Send mail til mig på randikjaer@hotmail.com – så koordinerer jeg.

På begivenheden på facebook kan man læse følgende:
Kom bare som I er, men medbring en lyskilde – og også gerne noget, der giver lyd ( tamburiner, grydelåg mm.) for det er på tide at jage mørket tilbage, så lyset kan få plads igen 😉
Vil I gøre mere ud af det, kan I vælge, om I vil følge den kraftfulde KONG VINTER, der mener Jorden tilhører ham – så skal I være klædt i hvide og blå farver. Oplyste kostumer som snefnug, istapper og mørkemonstre er velkomne her.
I kan også følge den muntre PRINS VÅR, som kæmper for at Jordens grokraft atter skal vågne – så er farverne gule og grønne og alle former for lysende, udklædte blomster er velkomne.
DEN HOVEDLØSE BEJLER, der er som forår i februar og vinter i april, følges af stærke farver, gerne selvlysende! Han vil gerne have alle de ansigter, han kan få, så han sætter pris på lysende masker på en høj pind
DEN SMUKKE JORD, der sover i vinterens kulde, skal genoplives – hvis I vil være hendes følgere, skal I være klædt i røde og orange farver og I må også gerne være klædt ud som glitrende sommerfugle.
DET ALLERVIGTIGSTE ER, AT DU MEDBRINGER LYSKILDER, SÅ VI KAN TÆNDE HÅBET OM, AT VÅREN ER PÅ VEJ.

Voksenhuller
På mandag fylder Sarah rundt og holder fri. Mandag og tirsdag hviler Bibi efter en lille rejse til Dubai – Jens og Tina har musikken. Onsdag, torsdag, fredag er Kaspar og Tina på kursus.

Vi glæder os til at se jer på mandag.

Kærlige hilsner fra alle os voksne på skolen