Nyhedsbrev Uge 3
14. januar 2018
Nyhedsbrev Uge 5
28. januar 2018

Nyhedsbrev Uge 4

Kæreste børn og voksne på Skolen for Livet

Det var imponerende, hvad vi kunne huske fra en syv minutters nyhedsudsendelse for børn. Fx. at Donald Trump er ret god til at fortælle løgnehistorier, at fars lavet af planter smager godt – men hvorfor hedder det fars? At youtube videoer ikke altid er for børn, at det danske herrehåndboldhold skal træne noget mere og at pandaer er meeeget søde. Men – hvorfor er søde dyrehistorier altid til sidst i nyhedsudsendelser? Og hvorfor så det egentlig så sjovt ud, da mennesker prøvede at flyve, før flyvemaskinen blev opfundet?

Vi synger vintersange, spiser i stilhed, mens vi tygger god, sund mad. Vi holder skolemøder, hører fortællinger og tegner efter dem. Sammen med Bibi danser vi først den ene vej og så den anden vej, klapper, trommer og lader vinterens blomsterknolde springe ud i mellem vores hænder som blomstertørklæder.

I projekt har vi håndværk. Det fortsætter vi med frem til vinterferien.

Lydlaboratoriet har arbejdet videre med lydgivende elementer. Vi har samlet tre strengeinstrumenter med dertil hørende hjemmelavede plektre, udviklet af Arthur. Nogle har lavet rasleinstrumenter og horn af dåser, rør og en hønsefoderautomat.

Vi sluttede ugen af med fabrikation af miljøvenlige fløjter lavet af gulerødder. Dette arbejder vi videre med næste uge, da dette instrument har en smuk lyd, og indeholder mange muligheder – fx kan man spise det, når man er færdig med musikstykket. Dermed bliver fløjten til en del af kredsløbet.

Byggegruppens friske drenge + Linea har brugt fantasien og lavet en masse opfindsomme modeller af mulige hule- og tårnprojekter, der kan ses udstillet i rummet før salen. Udendørs har vi bygget en “Stridsvogn”, som vi på skift har fået tur på, og skiftedes til at skubbe frem, da vi ikke lige havde en hest. Vi har lavet de første besnøringer på vores kommende hule med udkigstårn. Og med alle de idéer drengene har, er der rigeligt at lave hele næste uge. Håber vejret er med os i uge 4, så vi kan komme videre. – Husk at tage regntøj og varme sokker med.

I Håndarbejde lærer vi at træde nåle og sy fine fantasidyr og farverige karklude. Vi hygger, strikker og i næste uge skal vi forme bolde i sæbefilt.

Pileholdet har afsluttet gæstelærerforløbet med Marianne Landrock. Der er flettet nogle meget smukke, velformede kurve. Marianne er imponeret over jeres håndværksmæssige evner og synes I er nogle super dejlige, vedholdende og skønne børn. I er så seje, godt klaret! Marianne glæder sig til at besøge os igen. I næste uge skal vi arbejde med dansk og fortsætter med hånd-øje koordination i form af tegning.

Filmpremiere i Biografen

Jens og filmholdet har inviteret til verdenspremiere i biografen onsdag d. 31. januar. I må meget gerne give en hurtig tilbagemelding, så vi ved, om der er plads til at udvide med familie og venner.

Mandagsværksteder

På mandag starter vi op med en ny omgang valgfrie værksteder. I skal tænke over hvilket værksted, I vil på i næste periode. Vi vælger til skolemødet på mandag og starter allerede værkstederne op efter frokost. Der er følgende værksteder:

Bevægelse og yoga med Kaspar, Film med Jens, Tegne/forme/maleværksted med Michael og Håndarbejde med Helle.

Vi glæder os til at se jer på mandag.

Bedste hilsner fra alle os voksne på skolen


Kære forældre

Tak for god opbakning til flyttefremtidsmøde i onsdags. Vi holder jer løbende orienteret om hele processen og kalder på jer, når vi skal stå sammen om de forskellige opgaver, vi vil stå overfor det næste halve år.

Pilekursus på Skolen for Livet

Da mange af jer forældre har givet udtryk for, at I også gerne vil lære at flette pil, har vi aftalt med Marianne, der lige har været gæstelærer i pileflet, at vi holder pilekursus i St. Bededagene torsdag d. 26. april kl. 15 – 20, fredag d. 27. april kl. 10 – 17 og lørdag d. 28. april kl. 10 – 17. Både voksne og børn er velkomne. Kurset koster 650 kr. pr. næse + udgifter til materialer ca. 100 -200 kr. Tilmelding til Tina – først til mølle – senest d. 6 april. Max. 10 deltagere. Vi fletter i salen, spiser sammen og medbringer forskelligt til fælles hygge og føde fx. the, kaffe, frugt, kage, frokostretter og aftensmad.

Tirsdags forældrelegeri og fredagsrengøring

I må altid meget gerne tage en tirsdagstjans i Legeriet, hvor vi lærere holder lærermøde. Vores frivillige wwofere er altid i Legeriet, også tirsdag. Det er altid en stor hjælp, når I forældre også er til stede. Skriv jer på listen i entréen – og tag samtidig et kig, hvornår det er jeres tur til at gøre rent om fredagen.

Rigtig god weekend.

Kærligst fra lærere, ledelse og bestyrelse