Nyhedsbrev Uge 39
24. september 2018
Nyhedsbrev Uge 41
8. oktober 2018

Nyhedsbrev Uge 40

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Det er blevet meeeget koldere, vi skutter os i uldne tæpper, varmer os ved bål, graver huller i byggejorden, leger og snakker d-sprog. Det er sådan et sprog, hvor man sætter d foran alting – dor deksempel: – da daver du du? Sproget er MMLansk opfundet af Melissa, Mira og Liila. Hold op en uge vi har haft. Vi har lavet brød og bolledej til shelterturen, vi har været på biblioteket – det synes vi var langt at gå. Nogle af os mødte en vild dæmon til Cosmos fødselsdag. Vi har sovet i sheltere i stormvejr og andre af os har, som Klods Hans og hans brødre, redet afsted ud ad landevejen, dog hverken på gedebukke eller fornemme stadsheste for at fri til prinsessen, men på helt moderne jernheste for at opleve fællesskab, følgeskab, morskab og landskab.

SHELTERTUR
På shelterturen var den fri leg det bedste og sjoveste, især dåseskjul, vinkegemme og fangeleg, vi legede alle sammen sammen. Vi lavede madpandekager af urter, som vi plukkede – masser af brændenælder og vejbred som også hedder ‘den hvide mands fodspor`. Vi plukkede hyldebær og æbler til hyldebærsuppe med æblestykker til aftensmad, det var lækkert, men lidt meget sødt. Vi var på vandretur, hvor vi mødte Ejnar, han fortalte os om ænder, fx hvordan man kunne se, om det var en han eller en hun. Man kunne se det på, at hannerne havde hvidt på vingerne, hunnerne var neutrale, brune. Nogle af os var oppe i et højt fugletårn og til sidst formede vi fugle af ler. Katrine naturvejleder underviste os begge dage. Alle os der tilbragte natten derude i det åbne vindblæste shelter, faldt i søvn efter godnathistorier og sov hele natten, kun afbrudt af høje lyde fra vinden i trækronerne, årvågne tanker, månelys og levende nattedrømme der varede lige til den lyse morgen, hvor vinden løjede af, William tændte bål til vandmynte og brændenældethe og vi spiste de skønne hjemmebragte/bagte boller, snakkede om nattens liv og var klar til endnu en solskinsdag.

Torsdag var en stille dag for Øst på skolen, hvor vi ‘krydsede’, lavede ‘find fem fejl’ og andre opgaver. Her sluttede vi dagen med massagehistorie, oplæsning og leg 🙂

LEJRTUR
Nordklan har i denne uge været helt nede på Falster. Og så med færge…!! Vi boede i et svenskrødt træhus. som lå lige ned til Østersøen på den ene side og en skov til den anden side. Et område, som appellerede til hygge og leg. Og pligter! Vi var tre hold, som på skift sørgede for planlægning af menu, indkøb, madlavning og oprydning. Vi badede, fiskede, cyklede til Hesnæs, var på besøg på Næsgaard Efterskole, hvor forstanderen fortalte. Vi snakkede omkring bålet, havde også gode diskussioner, walk and talks osv. Alt i alt en rigtig god ryste-sammen-tur. (Uden mobiler!!!!!)

I NÆSTE UGE
Er vi alle tilbage på skolen og dagene ligner igen sig selv med dansk og matematik i morgentimerne. Musik/værkstedsdag mandag og musik/sprogdag tirsdag. Onsdag er projektdag, hvor vi er nået til afrundingens tid – vi skal snart vidensdele og afslutte vores projekt – Hvad har vi udrettet i al den tid? hvad skal vi fortælle hinanden, vise, undre os over, hvordan har det været? Har vi lært noget vi ikke vidste i forvejen? – Måske har vi fundet ud af noget helt andet, end vi havde regnet med? Fx at det er skønt at se på fisk gennem en vandkikkert, lægge et trægulv i samarbejde, tegne vilde insekter eller falde over en bog i bogbussen om Titanic, forske i skibskonstruktioner og bygge det i Lego? Hvem ved, hvor dagen og nysgerrigheden fører os hen? Måske er det bare det, vi har opdaget? At nysgerrigheden kan være en umådelig interessant og underholdende følgesvend.

Torsdag og fredag er PÆDAGOGISKE – FORÆLDREDAGE
Mange er jer har prøvet det før, for andre af jer er det en helt ny ting med pædagogiske dage. Pædagogiske dage går ud på, at vi lærere ikke er på skolen, vi er et andet sted sammen, hvor vi planlægger undervisning og projekter. Al undervisning overtages af forældre, derfor hedder det også forældredage. Denne gang er det familiegrupperne Ild og Jord, der har planlagt forældredagene og det er dem, der har skrevet til jer her, hvad der skal ske 🙂 – I tråd med at alle i Vordingborg Kommune snart får nye og flere skraldespande kommer de to forældreskole dage til at handle om affald. Vi skal udenfor bevæbnet med skraldeposer og skarpe øjne samle affald i naturen. Når vi vender tilbage, ser vi på alt det, vi har fundet; hvad er der mest af? Hvor kommer det fra? Hvordan skal det sorteres og hvorfor er det vigtigt overhovedet at sortere det? Hvor var det endt hvis vi ikke havde samlet det op? Vi skal snakke om hvordan vi sorterer derhjemme/på skolen. Kan vi gøre det anderledes? Hvad kunne hjælpe til, at det var nemmere for folk at sortere?

Vi arbejder på at komme ud at se arbejdsgangen på genbrugspladsen, vi skal se lidt film og indhente viden om nogle af de større tiltag, der bliver gjort i forbindelse med affaldet, der allerede er endt i havet. Måske laver vi en skulptur eller en ekstra lampe af noget af alt det, vi har fundet?

MADPAKKER
Madpakkedagene er igen de samme to dage – mandag og torsdag!
Udover madpakker er det tid til – VARMT TØJ 🙂

OM SAVN
I fredags holdt vi et lille skolemøde, hvor vi snakkede om savn, om børn, wwoofere og lærere, der har været på skolen og som vi savner. Vi snakkede om at savn altid på forunderlig vis dukker op og er stærkest, når vi er trætte. I den overgang, hvor vi også på en måde er ved at miste os selv – eller vores bevidsthed er ved at miste sig selv til søvnens ubevidsthed. Savn er som slik, søvn og salighed – en del af livet.

TAk for en dejlig uge – sov godt 🙂 Vi ses på mandag.

Bedste hilsner fra alle os voksne på skolen
Jens, Hanne, Sarah, Tina, Kaspar, Thomas og Helle