Nyhedsbrev Uge 39
22. september 2019
Nyhedsbrev Uge 41
7. oktober 2019

Nyhedsbrev Uge 40

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Sikke en uge vi har haft med afslutning af kunstforløb og en helt ny begyndelse på vikingetid. Vi har nu lært vores lille trygge skole rigtig godt at kende; dyrene, haven og hinanden. Nu skal vi, som vikingerne, drage ud i verden og også lidt ud af os selv, for vi skal til Lejre og bo som vores forfædre, vikingerne, gjorde det. I Sidste Uge hørte vi om Lejre og lejrskolen, Steffen viste os billeder og fortalte om vikingernes liv. Vi så også på et kort, hvor langt vikingerne rejste i deres flotte, stærke skibe og hørte den første nedskrevne historie fra en persisk mand, der mødte vikingerne for ca. 1000 år siden, om hvor vilde og usoignerede de var. Heldigvis får vi både rigtige toiletter, rent vand og sæbe i Lejre 😉 Kaspar har dog bedyret, at han nægter at vaske sig!

I Sidste Uge fik vi også køer på marken og et hegn, der giver stød.

Performance og Tak til Huskunstnerne
Vores indre billeder og forestillinger fra eventyret Ivar og Elhilde, som vi først udtrykte i collage, ler, tekstil og musik, kulminerede til sidst i en performance – levende improviserede billeder, hvor alle kunstværkerne indgik. Og Sikke et gok i opleveren vi fik! For hvad var det lige, vi så der? Billeder, lyde, bevægelser, handlinger og mystisk meningsløshed. Eller var der en mening? Er der mon overhovedet en mening med, at vi mennesker forestiller os noget, skaber ting eller leger med hinanden? Er det mon bare noget, vi mennesker gør – leger, udtrykker os og performer – fordi vi kan? Skal der mon i det hele taget altid være en mening med alting? Det kan vi jo tænke over, mens vi spændt venter på at blive underholdt af den film, der kommer ud af det hele. Det giver i hvert fald god mening at sige Tak! TAK for et forrygende, indsigtsfuldt forløb og afsluttende performance til alle kreative børn, lærere og kunstnerne – Janne, Morten og Kiss.

Øst
Har matematik i morgenbånd – vi tæller og arbejder i bøger.
I projekt har vi tegnet, skrevet og snakket om alt det, vi ved om vikingetiden og lavet en ny periode-livsbog – selvom det var svært med den dovne klipsemaskine 🙂 Vi hørte også historien om vikingedrengen Magnus, der sejler fra Grønland til Canada med sin familie og møder indianerdrengen Maku. Og så har I været så seje til at opmuntre og hjælpe hinanden med at blive klar til lejrturen – I er bare de bedste børn! Stærke, kloge og skønneste vikingebørn – Det bliver så spændende at tage på opdagelsesrejse sammen med jer – Vi ses på mandag!

Syd
Har arbejdet ihærdigt og stilfærdigt med danskbøger i morgenbånd og grillet dejlige majs på bålet i haven – det var lækkert. I næste uge kommer vi i den grad til at lave mad over bål i Lejre. I projekt har vi skrevet med runer og snittet dem i stave – hvorfor mon vi kalder det for bog-staver i dag?

Vest

Har arbejdet med vikinge-tegneserier i dansk. Og i projekt med vikingernes tøj, som vi kan låne i Lejre. Vi har ligeledes syet skindposer, som vi skal have med til Lejre på mandag, måske skal der en lykkesten, mønter eller andre gode sager i.

Nord
Har arbejdet i individuelle matematikbøger og det har været godt at gense dem efter en laang pause. Vi fokuserer på rugbrødsmatematik igen efter Lejre. I projekt lagde vi ud med at lave en ny projektperiode-livsbog og tegne en vikingeforside, skrive fælles tankekort om alt det, vi ved om vikingetiden og læse i bøger om vikingerne. Vi havde også et godt fredags te-møde om forventninger ift. lejrskolen.

Er I KLAR til lejrskole? – Vi Glæder os … !!!!!!! 😉
På gensyn mandag morgen …

Kærligste hilsner fra alle os voksne på skolen