Kære børn og forældre på Skolen for Livet
Efter cirkusugen er skolelivet nu tilbage i sin mere vante gænge med morgenbånd og projektarbejde. I mandags kunne vi stadig mærke cirkusenergien på skolen. Teltet stod der stadig, men efter fredagens intimkoncert med Mads Mouritz er det nu pillet ned igen. Poul og Tatiana hilser mange gange, og takker for en rigtig god uge i selskab med jer alle sammen.
Der er nu kun to uger til efterårsferien, og de byder på afslutning af vores projekt Grønne Naboer – Høstfest/Arbejdsdag – og to forældreskoledage.
I Næste Uge holder vi morgensamling i salen ovenpå. Salen er nu, på nær lidt lister, blevet helt færdig. Det skal vi lige vænne os til – og glæde os over, at vi nu har endnu et dejligt rum på skolen.
Øst: I matematik arbejder alle nye børn med at tegne og skrive alle cifre i talrækken, så tæller vi og regner. Øvede matematikbørn leger pluslege og regner med indkøb overslag 10-20-30. Vi træner at skrive tale rigtig på positioner og tierovergange.
I projekt delte vi os op i drenge og piger. Det er noget Jakob og Tina har fundet på, for at vi kan lære hinanden bedre at kende i hhv. drenge- og pigegruppen. Og faktisk er det rigtig hyggeligt – drengene saver og tømrer fuglehuse, mens pigerne har været på efterårstingfindertur, og lavet fantasi efterårslerfugle og fuglefoder af svinefedt og frø. Vi mangler gamle fine (gerne blomstermalede guldkantede 🙂 kopper med hank, som vi kan fylde foderet i og hænge op i træerne til vinter og i yngletiden – har I nogle, som I vil forære os, så tag dem hjertensgerne med i næste uge. Vi har også været på tur sammen i øs regnvejr – og hørt en rigtig god historie af Jakob, om fuglekongen – prøv at fortælle den til en voksen – kan du huske historien?
Syd er godt fordybet og i fuld gang med egne bøger i dansk. Vi øver læseforståelse og stavning. I kristendom genfortalte vi fortællingen om Jakob og Esau sammen for dem, der ikke havde hørt den, og fortsatte med fortællingen om Josef. Vi taler om de menneskelige mønstrer og følelser personerne i historien er ofre for, og prøver dermed at forstå deres handlinger.
Vest arbejder i individuelle bøger, laver vores egne tekster og tager fat på Kim Fupz Aakesons forfatterskab i dansk. I Engelsk skal vi arbejde med at præsentere, hvem vi er. Vi kommer vidt omkring i forhold til yndlingsmad, farve, film, musik, fritidsbeskæftigelse og laver lege dertil.
I Syd/Vest projekt var vi på en forfriskende og lærerig tur til klinten. Vi gik ned ad den lange trappe til stranden, hvor vi fik en masse viden af vores guide Jørgen. Hjemme fastholdt vi vores viden fra turen, og er i gang med at lave et produkt til hver vores emne, dvs. en ting, der viser noget om det, vi har lært.
I Øst, Syd, Vest Rytmik/percussion har vi bare vild ild i fødder og hænder og trommer, synger, leger og danser for fuld musik.
Nord Arbejder lidt videre med åbne opgaver med fokus på metoder i matematik, og i individuelle bøger. I engelsk øver vi filosofisk debat og holder klan-snak. I tysk arbejder vi i bøger og går i gang med at arbejde på en præsentation af os selv. I projekt er vi i slutspurten af vores projekt Kroppen. Efter vi har arbejdet med et organ og lave et kreativ projekt, skal vi nu til at skrive om vores projekter. Vi glæder os til at fremlægge for hinanden med talekort og udstilling.
På Vest og Nord madholdet bruger vi havens råvare. I Næste uge skal vi snakke om præbiotika og lave supper.
I Nords Musikhold starter vi på nummeret payphone, af Maroon 5
Høstfest & Skolelørdag
På lørdag skal vi alle sammen mødes vi på skolen kl. 10.00, hvor vi har skoledag til kl. 12.00. Kl. 12.00 mødes vi til høstfest i den store sal ovenpå, hvor vi skal spise, vidensdele, synge og lade os underholde under frokosten.
Vi afslutter dagen efter oprydning kl. 13.30.
Bedste hilsner fra alle os voksne på skolen
Covid – 19
Kære forældre og bedsteforældre
I må desværre fortsat ikke gå ind på skolen – Østforældre; I må hjælpe jeres børn i garderoben, men undgå at opholde jer sammen i garderoben.
Alle børn skal gå ind ad døren til egne klaner – og må ikke opholde sig i andre lokaler på skolen.
Vi SKAL vaske hænder – ved ankomst, efter frikvarter og inden frokost.
Vi har brug for, at I forældre hjælper til, bakker op og taler med jeres børn om alvoren i, at reglerne bliver håndhævet på skolen.
I fik tilsendt nye anbefalinger ifht Covid – 19 i sidste uge – dem skal I læse. Læs også vedhæftede pjece fra sundhedsmyndighederne.
Kalender
Skole Hjem samtaler mandag og tirsdag for Øst og Vest.
Lørdag d. 3. oktober Høstfest/Arbejdsdag.
5. – 6. oktober: skole hjem samtaler – Syd og Nord
skolelørdag/arbejdsdag
Kære forældre
Som forældre på en lille, fri, privatskole er I forpligtet til at samarbejde og deltage i møder, arbejds/og pæd.dage, samt skrive jer på ansvarsområder.
På næste lørdag er det årets første skolelørdag, hvor vi plejer at samles til stort høstgilde, både børn og forældre, men på grund af coronasituationen, må vi desværre ikke samles om et fælles måltid. Vi kan dog fortsat holde skolelørdag og arbejdsdag, hvor I forældre og børn er adskilt hele dagen. I forældre kommer til at mødes i små arbejdsgrupper og skal have egne madpakker med – børnene er i skole og afholder høstfest i salen, hvor vi sørger for måltidet. Sørg for at jeres barn har spist morgenmad – da vi først spiser til frokost.
For at vi kan planlægge dagens forældrearbejde, skal I melde afbud senest tirsdag, hvis I ikke kommer – skriv til kaspar@skolenforlivet.nu.
Giver I ikke besked, regner vi med, at I kommer!
Inden lørdag vil I modtage en mail, om hvilken arbejdsgruppe I skal være i, og hvor på skolen, I skal mødes.
Efter to aflyste arbejdsdage i foråret, er der masser af opgaver, der venter på os.
Selv om vi ikke kan samles, som vi plejer, glæder vi os til at se jer alle på skolen – og mærke arbejdsfællesskabet udfolde sig.