Nyhedsbrev Uge 40
1. oktober 2018
Nyhedsbrev Uge 43
19. oktober 2018

Nyhedsbrev Uge 41

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

‘Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe
på de ting der skal komme
før end tiden er omme’

Hele ugen har vi sunget hans sange og hyldet nationalskjalden Kim Larsen. Og mon vi holder op – Næppe! Nogle foreslår, at vi synger Kim Larsen hver morgen frem til jul 🙂 Og der er sange nok med tekster fulde af visdom og poesi, der allerede har givet os gode snakke om livet og døden til morgensamling.

Syd og Øst lytter til historien Kaskelotternes Sang og har arbejdet med de store dyr, hvalerne. Vi har hørt eventyret Den Bestøvlede Kat og tegnet og skrevet til. Med Bibi har vi haft rytmik og Blues, Beat og Blikfløjte.

Nord og Vest. Nord arbejder i matematikbøger og Vest skriver historier i hånden med fokus på skriftlig fremstilling. I musik har vi af hensyn til øvede og uøvede, blufærdighed og hormoner delt os i drenge og pigehold. Jens har kor og Bibi, Tina – sang, krop og percussion. Hos nogle fremkaldte det skuffelse og vi beklager, men holdene virkede ikke. For helheden er vi nødt til at bestemme. Senere bytter vi. Der er læreplaner, vilkår og krav til både børn og lærere, som hele tiden kræver den vigtige balancekunst: at tage hensyn til den enkelte/sig selv og fællesskabet på samme tid.

Tænk på; nogle elsker matematik, andre vejrmøller, fortælling, stille rum, ude rum eller larme rum – I behøver ikke elske musik, matematik og alt det andet, vi skal i skolen – men øv jer og prøv med hele jeres gode væsen ikke at ødelægge det for dem, der gør.

I Værkstederne synger filmholdet på sidste vers, håndværkerne gør gode tjenester og skal bl.a. i gang med hønsehuset, så hønsene kan flytte ned til os. Madkundskab har lavet hurtigbrød og kager, der smager til når vi fx får gæster om en time 🙂 – vi har lært om hævemidler; gær, hjortetakssalt, natron … er der flere?

Næste Uge: Fælles for alle verdenshjørner er, at mandag og tirsdag har sit eget sprog og musikliv, morgenbåndet dansk og matematik fortsætter som nu frem til efterårsferien og at vi arbejder på højtryk med vores individuelle skriftlige og praktiske fremstillinger i projekt, som vi skal færdiggøre og forberede til vidensdeling til næste uge. Det fortsætter vi også med på Onsdag. Torsdag bliver så den store vidensdeling dag; Først med Øst og Syd, så Vest og efter frokost skal vi se og høre, hvad Nord har lavet. Fredag skal vi afslutte vores dansk og matematik, evaluere projekt i klaner og have lille skolemøde med snak om, hvordan vi har haft det i den tid, der er gået – og hvad fremtiden bringer. Det er skolernes motionsdag på fredag, så vi dropper selvfølgelig rengøring og går/løber/hopper/danser/hinker alle en dejlig tur rundt om bassinerne efter frokost, hvorefter vi slutter perioden, projektet, ugen og dagen med sang og God efterårsFerie kl. ca 13.00 – forældre er hjertelig velkomne.

Madpakker – mandag og torsdag

Pædagogiske- forældredage
TAK Til ALLE JER KÆRE FORÆLDRE der passede godt på børn og skole, mens vi lærere var på andet arbejde. Vi havde nogle meget givtige og skønne dage i Steffens fine gamle rådhusbygning på torvet i Stege. Vi gik i samarbejde med Mette Folmer fra træthed til tæthed og arbejdede videre, under overskriften ‘Ambitionsniveauet ned – vi flytter’, med fremtidens årshjul, projekter og uv. indhold. Vi kan vist ikke udtrykke nok, hvor vigtige de dage er for os og dermed for kvaliteten af undervisningen – TAK godmodige, hjælpsomme, seje forældre!!!!!

Vi er meget spændte på, hvordan I havde det på skolen, men noget tyder på, I havde nogle meget spændende og lærerige, gode dage. Vi har desværre også hørt at mange var uforberedte på forældredagene, ikke havde madpakker med, ikke ville have sko på eller helt modsatte sig det planlagte. Det er vigtigt, at vi får talt om dette både med jer børn og blandt os voksne, så vi kan være på forkant sådanne udfordringer en anden gang. Men hør nu bare her: Tusind tak for nogle dejlige dage i jeres glade og flittige selskab! Torsdag morgen var vi på meget informativt besøg på genbrugspladsen. Bagefter blev der samlet mange kilo skrald (17!) i området lige omkring skolen og set film om effektiv opsamling af plasticaffald i verdenshavene. Fredag blev der lavet utrolig kreativ skraldekunst af alt det fundne og smukke skilte til skolens egen affaldssortering. I har været helt utrolig søde og selvhjulpne og det har været en sand fornøjelse.

Skole/hjem samtaler Uge 43 og 44
Nord og Vest holder samtaler onsdag og torsdag i uge 43. Syd og Øst tirsdag i uge 44. Vi har ikke et fancy digitalt tilmeldingssystem, så I skal finde en ledig tid og skrive Jer på listerne, der hænger i entréen i næste uge. Har I ikke mulighed for at komme på skolen, skriv da mail til jeres kontaktlærer eller ring til Helle på Legeritelefon: 4244 5766, så kan de hjælpe jer med at finde en tid.

Næste Projekt
Nord og Vest skal have lunere lokaler og vi har derfor indledt et samarbejde med filmfabrikken, der har til huse på Lendemarke gamle skole. Al undervisning kommer til at foregå der i uge 43 og 44. Det skal selvfølgelig handle om film, men også om den gode fortælling, stemmeføring, virkemidler og meget mere. Jens og Thomas følger med som undervisere i samarbejde med filmfabrikkens lærere.

Øst og Syd har heldigvis lune lokaler og skal blive på skolen. Vi skal også arbejde med fortælling og lave vores egen eventyrlige fortællekuffert med indhold. Filtede dukker og andre af fortællingens remedier. Sarah, Hanne, Tina, Bibi og Hans Jørn bliver lærere i projektet. Da Jens er på filmfabrikken, skal Syd have matematik med Sarah i de to uger.

God Weekend!

Kærligste hilsner fra os voksne på skolen
Kaspar, Helle, Jens, Thomas, Hanne, Sarah, Thomas og Tina