Nyhedsbrev Uge 41
8. oktober 2018
Nyhedsbrev Uge 44
27. oktober 2018

Nyhedsbrev Uge 43

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Håber I nyder efterårsferien! Har I lagt mærke til den gule, brune, røde og grønne stille regn, der er begyndt at dale ned ovenfra? Løvfaldet der langsomt lægger sig som en tyk dyne over jorden? Vores små naboer, insekter og pattedyr, elsker at putte sig i de varme dyner til vinter. Mange falder i søvn og sover som bjørne hele vinteren, de går i hi, som om vinteren er en lang nat.

Vidensdeling
Inden vi gik på efterårsferie afsluttede vi projekt Grønne Naboer. Hold da op, hvor har I været flittige! SydØst havde øvet sig på fortælle om hver sit speciale i dyr og I var så modige, da I fortalte til alle på skolen. Vest fremstillede deres arbejde som en messe, hvor vi kunne gå rundt og spørge, se og få viden – kan du huske noget af det, du så og fik fortalt? Nord havde fremstillet en skoleavis om deres projekter og så kunne vi ellers boltre os i de praktiske fremstillinger, som var lavet som `gaver’ til naboerne – cykelbane, gynge, vippe, klasselokale og redskabs/hønsehus – hvem har de mon tænkt på som naboer?
Fredag evaluerede vi projekt Grønne naboer, vi holdt også skolemøde, høstede græskar og gik en dejlig solskinstur, inden vi sang GOD efterårsferie.

Kommende periode for Alle
I den kommende periode skal Nord og Vest have nye lokaler ude i byen. Først på filmfabrikken i to uger og siden oppe i Kridthuset, den gamle Stege skole, der nu er Højskolen Møn. Igen har Steffen hjulpet os og været så generøs at stille lokaler til rådighed.
Efter filmfabrikken genoptager vi skemastrukturen. Hvordan det bliver med lærere frem og tilbage, musikhold osv. det har vi ikke helt regnet ud endnu, men der er jo heldigvis også længe til – hele to uger.
Syd og Øst skal blive på skolen, vi skal arbejde med fortælling og fremstille vores helt egen snakkende fortællekuffert.

Alle skal have MADPAKKER med FULD TID, hver dag fra nu af til .. ?.
… Selvom det skær’ lidt i hjertekulen, for haven bugner af mad. Men heldigvis kan vi samle noget af det til forråd.

Øst hopper, danser, synger og trommer på livet løs i rytmik. I næste periode skifter vi fra matematik til dansk og går nu i gang med intensiv træning af vokalerne. Alle får en hel stribe med vokaler og en med alfabetet. Vi skal lege, lydere og fortsætte med bogstavbogen.

I Syd gi’r vi den gas i kor. Vi synger både fra skolens Sangmappe og De små Synger. Vi synger alt fra Se den lille Kattekilling til Alle sømænd er glade for Piger. Vi lærer også at tromme og spille fløjte med Bibi. Dansk har i sidste periode handlet om læsetræning i makkerpar, læseforståelse og derefter individuelt arbejde. I Næste periode er Jens på filmfabrikken med de store, derfor skal vi have matematik med Sarah.

Syd/Øst fik i fællesskab læst “Kaskelotternes sang” færdig. Den var god og spændende, men også lidt sørgelig og uhyggelig. Vi hørte også fortællingen om Skt. Georg og dragen – kan du huske, hvad sværdet var lavet af og hvilke gode råd, hesten gav Georg, inden han angreb dragen? Noget der også på en måde kan hjælpe os, hvis vi bliver kede af det …. Kan du huske det – var det dragen eller prinsessen, han skulle se i øjnene? 🙂

Da vi afsluttede vores projekt, var vi generelt enige om, at det har været godt.
I de næste par uger skal vi lege, synge, spille og dramatisere fortællinger – konger, prinser, heste, tudser fx, hvordan mon de taler eller bevæger sig? Det bliver sjovt at se. Vi skal også lære, hvordan vi på en smart måde kan huske en historie eller hvordan man kan varme tungen op, inden man fortæller og så skal vi lave vores egne dukker og ting til kufferten i håndarbejde.

Nord/Vest synger og spiller på livet løs i musik. Pigerne spiller på trommer, fløjter og rasler til bl.a. afrikanske sange og JAmaica. “Herrekoret” tør faktisk tage fra. Vi er slet ikke så sky, som man skulle tro😎. Vi holder pause med både dansk/matematik, mandagsværksteder, tysk, engelsk/mad og musik, mens vi er på Filmfabrikken. Men hvad er det, der skal der ske på den Filmfabrik, spørger vi andre? Ja, det må vi vente med at vide, for det er sendt til jer i jeres helt egen Nord/Vest mail.

Legeriet er selvfølgelig åbent for Nord og Vest både før og efter Filmfabrikken. Det er muligt at møde på skolen fra kl. 8.00, hvorefter vi tager til Filmfabrikken i fællesskab og er der ca. fra fem minutter i ni. Når Filmfabrikken slutter, er det muligt at vandre med tilbage på skolen og være der til lukketid kl. 16.00.
Rigtig GOD fornøjelse, vi kommer til at savne jer og vi Glæder os til vi alle bliver samlet igen ….. Måske først I DEN NYE SKOLE .

Mandags Værksteder
I have/madværksted har vi gravet kartofler op og lagt i kule. Hjertekule eller kartoffelkule? – Hvad er egentlig en kule?
filmholdet er vi endelig blevet færdig med vores hemmelige film. Vi arbejder på at vise den i Stege Bio engang i november. Nærmere herom senere.
I håndværk er vi i gang med at gøre hønsehuset klar til familien Pivehans fra Tranemosegaard.

Skole/Hjem samtaler
I de næste to uger er der skole/hjem samtaler; Husk at skrive jer på sedlerne i entréen, hvis I ikke allerede har gjort det. Samtalerne er med børn, men har I forældre noget, I ønsker at drøfte uden jeres barn, så bed om, inden I starter, at der bliver afsat lidt tid til det.

Fortsat rigtig dejlig efterårsferie til jer alle!

Kærligste hilsner fra alle os voksne på skolen