Nyhedsbrev Uge 43
23. oktober 2016
Nyhedsbrev Uge 45
6. november 2016

Nyhedsbrev Uge 44

Kære børn og forældre på Skolen For Livet

uge44-2016-2I Sidste Uge havde vi besøg af Randi Kjær og en masse valnødder.
Knyttet til årstiden var valnødden omdrejningspunkt for sidste uges læringsindhold og svaret på gåden. I store og mellem klan arbejdede vi med ordet val’ etymologiske betydning – hvor stammer ordet fra? Vi lærte en lang ballade og hørte Hc Andersens eventyr om de vilde svaner, hvori ordet optræder i forskellige afskygninger. Det gamle sprog skrev vi af med fjer og hjemmelavet valnøddeblæk, som vi selv fremstillede af grønne, bløde valnøddeskaller. Vi lærte om argumentation. Kan du fx huske, hvordan valnøddens kerne og de to hårde og bløde skaller er et billede på og kan hjælpe os til at huske de tre argumentationsformer – etos, logos og patos?

Vi prøvede at argumentere, mod argumentere, erkende og forholde os til kendsgerninger i f.h.t. om vi fx skal plante valnøddetræer som løsning på klimakrisen. Salen kogte i diskussion, nogle var helt opslugte af at argumentere, mens andre blev helt forvirrede. Og sådan er det med livets store spørgsmål og med svære løsninger. Bare rolig! Jer der slet ikke blev færdige – vi skal lære at bruge argumentations-trappen i fremtiden og jer der blev helt udmattede –  I skal ikke huske alting på en gang, vi er først lige begyndt at lære, hvordan vi træffer gode og kloge løsninger sammen. I løbet af ugen har vi også haft yoga, skolemøde, musik, kor og engelsk.

Lille klan har lavet mandalaer, tårne, tal og bogstaver med valnødder og hørt fortællingen om Askepot. Vi har arbejdet med format i matematik og tallene fra 0 til 60 i tegning. Valnøddetid er også Allehelgen/Halloween og vi har haft gys og gru gennem fortælling, musik, bevægelse og håndværk. I værksted har vi arbejdet med lineal, saks og genbrugsmaterialer i fremstillingen af flagermus, spøgelser og græskar, samt syet grøntsager og portrætter med Sara. Vi har også bevæget os til sjippetov, stikbold, leg, rytmik og trommer og sunget kor med Disa.

uge44-2016-1I Næste Uge skal vi først og fremmest byde hjertelig Velkommen til vores nye lærer Jens Aasted, som starter på tirsdag. Jens har mange års erfaring som lærer i friskoleverdenen. Han har primært fagene musik, matematik, film/medie, historie og håndværk. Vi skal også sige hjertelig Velkommen til Marie Hejlskov, som kommer i praktik i en måned. Marie er dansk og billedkunstlærer og har, som Jens, en bred vifte af undervisnings- og specialpædagogisk erfaring. Marie bliver primært knyttet til lille klan i dansk og værksted. Marie starter på torsdag. Forældre er velkomne til morgensang, hvor vi hilser på og byder de to hjerteligt ind.

Mandag skal alle have skolemøde og over middag værksted med udskæring af græskar og Allehelgen fortælling.

Store klan starter nu en fordybelsesperiode i matematik og mellem klan i dansk.
Fremover bliver mandagens værksteder til valgfrie værksteder – her skal bandet fx spille med Jens (Mads M. er, som fuglene rigtig nok sang, forhindret i en periode). Under overskriften Forvandling skal vi have filmværksted tirsdag og torsdag. Til filmværkstedet må I, der har en telefon, gerne medbringe den, samt kabler til overførsel af film. Derudover må I, der har en pc, gerne medbringe den til redigering af filmene.

Lille klans fordybelsestimer er tværfaglige og hedder basis – herunder fx fortælling, sprog, talforståelse, bevægelse, bogstavtræning og værksted. I næste uge skal vi både arbejde i basistimer og med dansk, trommer/rytmik, kor og matematik.

Fredag skal store og mellem klan på tur til jordbassinerne med vores skønne naturvejleder Katrine Gro.Vi skal se på andefuglene og snakke om deres træk. Gå en tur og se på de bær som småfuglene spiser, når de rester på deres videre vej sydpå og høre om, hvor vigtigt det er for fuglene, at der er noget for dem at spise de forskellige steder de lander.

Efter vores egen frokost, som vi indtager hjemme på skolen, skal vi høre om jagt. Katrine medbringer krudt og kugler, jagtgevær, lokkekald, døde gråænder, hoveder, fødder og vinger. Hun viser, hvad der er inden i en haglpatron, og hvordan en sallonriffel-patron ser ud. Hun har også et gevær med, som vi kan prøve at holde. Måske prøver Katrine at skyde nogle skud?
Og hvis der bliver tid, skal vi lave noget kreativt af fjer, dun, hoveder og fødder fra ænderne.

For udførligt overblik af ugen – se skemaet i entreen!

VIGTIGE DATOER. SÆT KRYDS I KALENDEREN.

–  Skolelørdag d.12 november med naturvejler Katrine Gro.
Program og beskrivelse følger. Tidspunkt 10-14.

– Skole/Hjem samtaler i ugerne 46 og 47.
Lille klan mandag d. 14.
Store og mellem klan onsdag d. 16 og mandag d. 21.
Vi hænger sedler med tidspunkter i entreen, hvor I kan skrive jer på.

– Skolekor og fortælling i Damsholte kirke torsdag d. 24.november kl. 14.30.
Vi fortsætter skoledagen i kirke den dag.
Alle er Hjertelige Velkomne!

– Forældremøde mandag d. 28 november kl. 18.30 i salen.
Kom gerne lidt før og hjælp til med kaffe og bag gerne en kage til fælles glæde.

Sidst men ikke mindst! skal I alle sammen lige kaste et blik på og ind gennem ruderne i Mediehuset på Storegade i Stege. Her udstiller Skolen For Livet med et udsnit af børnenes værker.
Udstillingen hænger der indtil d. 25.november.
Tak til Sara for det Kæmpe arbejde med at sætte udstillingen op!

Go solrig søndag, vi glæder os til at se jer i morgen!

De Bedste Hilsner fra os voksne på skolen