Nyhedsbrev Uge 44
27. oktober 2018
Nyhedsbrev Uge 46
11. november 2018

Nyhedsbrev Uge 45

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Dramatisk separationsangst har talt og vi har lyttet. Vi kan ikke undvære hinanden – såre simpelt. Nord og Vest vender hjem! Om det så begynder at fryse, holder vi os varme af kærlighed. Nu må vores hjerter selv lyse, som vi skal synge i novembersangen om mørket. Græskarrene, vi høstede i haven, hvis udskårne skal nu står som ramme om en ild, der lyser ud i mørket, er netop en slags symbol på et indre lys i mørkets kulde. Men mon kærlighed er nok tll at holde os varme? Vi må nok også hellere, for en sikkerheds skyld, tage en masse varmt tøj på.

I Øst har vi arbejdet med vokaler, bogstaverne d og t samt med sætninger på tavlen. Et lille fif: Hvis I øver små lydrette ord og sætninger hjemme: Start bagfra! Og sæt de foranstående bogstavers lyde sammen et ad gangen, fx ordet dåse – begynd med e som i slutningen af et ord altid lyder som et /øh/, sæt lyden for s foran =/søh/, sæt å foran =/åsøh/ og slut med at sætte lyden for d foran = dåse. I næste uge fortsætter vi med at arbejde med vokaler på alle mulige måder, bogstaverne å, o og k, samt andre små lydrette sætninger på tavlen.

Syd har arbejdet i individuelle matematikbøger. Vi har arbejdet med 3-tabellen og 4-tabellen, leget “bum”-leg med begge tabeller og lavet “tabel-gymnastik”. Vi frygter lidt 9-tabellen, for der skal vi til sidst lave en øvelse 90 gange. Vi fortsætter med at have Sarah i denne periodes sidste uge af matematik.

SydØst Har hørt to fortællinger om Sankt Jørgen og Den hvide gase. Begge fortællinger der knytter sig til den hellige tid, Allehelgen, hvor vi mindes de døde. Eller ‘all hallows eve’ aftenen, hvor det keltiske nytår indledes med at give de døde sjæle mad på deres vej fra underverdenen til himmelen – en tradition vi fejrer ved, at det nu er os, der tigger og spiser slik og klæder os ud, som var vi de sultne døde. Det er tiden, hvor vi trøster os ved at lade det gode sejre over det onde. Ligesom i eventyrene og vores egne historier, hvor vi digter om den evige kamp mellem godt og ondt. Vi tegner, skriver, filter finurlige figurer, indretter kufferter og øver os på at fortælle fantastiske kufferthistorier for hinanden – Det er I helt Vildt gode til.

Vest har i den sidste uge på Filmfabrikken arbejdet yderst koncentreret og sådan ca. 92% selvstændigt om både at interviewe Stege og børn på skolen. Det har været imponerende at se, hvor godt et samarbejde I fik etableret, hvor effektive I var og ikke mindst, hvor problemløst I fik det i kassen, I havde planlagt at få i kassen. Nu hvor vi både kan filme, optage lyd, klippe, lægge en plan, fuldføre den og ikke mindst gøre det hele uden nævneværdige samarbejdsproblemer, er det vel i virkeligheden ingen grænser for Vest længere. Det vi sætter os for, kan vi! Tusinde tak for et par lærerige uger – og unger … Thomas foreslår en forevisning på skolen for børn og lærere i den nærmeste fremtid! Hvor han står for saftevand og I for popcorn og afvikling! Deal?

Nord fik optaget de sidste scener. Resten af denne uge bestod i at klippe film, finde lydeffekter, lave plakat og erhverve sponsorgaver. Midtvejs virkede det uoverskueligt – problemer med teknikken, ventetid, når vi det mon osv. Men de to sidste dage kom Morten, og samlede “stumperne”, så vi nåede at blive færdige kl. 14.02 i dag fredag. Vi er trætte og glæder os til weekenden.

I Næste Uge skal NordVest altså alligevel ikke møde i det fysiske Kridthus! Men være i vores eget kridthus hjemme på gården. På mandag starter vi med en uges dansk og matematik lidt uden for rammen, for Sarah fortsætter matematik i syd i næste uge med. Nord skal derfor have Jens i matematik i en uge og Vest skal have dansk med Thomas. Vi skal også evaluere filmugerne og sammen beslutte, hvordan vores næste projekt skal forløbe i udeskolen.

Alle skal have taget Skolefoto på mandag. I har fået login sedler med hjem. Dem skal I bruge til at se og evt. bestille billederne med sidst på ugen. Efter fællesfoto skal vi alle mødes til skolemøde, hvor Nord og Vest bla. skal præsenteres for nye mandagsværksteder.

Madpakker, Madpakker med, Madpakker med hele ugen …
Men ikke MANDAG!
For der serverer vi kartoffelsuppe direkte fra haven ned i maven.

Vi Glæder os til at se jer alle sammen til morgensang mandag morgen.

Bedste hilsner fra alle os voksne på skolen
Kaspar, Jens, Thomas, Sarah, Tina, Helle og Hanne