Nyhedsbrev Uge 45
3. november 2018
Nyhedsbrev Uge 47
17. november 2018

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Nu er alle de smukke gule, røde og brune blade for alvor begyndt at dø og drysse til jorden. Vi har derfor alle været i haven i løbet af ugen og rive løvfald af plænen. Selvom det blot var to ugers adskillelse, føles det rart, at vi alle er samlet på skolen igen. Det medfører dog lidt udfordringer med støj og tøj og vi øver os på at lytte til stilheden, hænge vores jakker op og sætte vores sko ordentligt, mens vi øjner lys for enden af laden – et venligt, varmt og stort halmhus med masser af plads, som vi snart kan tage i brug.

Øst – Hvor har vi øvet bogstaver, lyde og sætninger! Så vi sluttede fredag med at ”holde en lille fest”, fordi alle havde været så flittige til at læse :-). Så nu er det tid til matematik og dansk holder en lille pause.
Syd har arbejdet i individuelle matematikbøger. Vi har også arbejdet med 6, 7, 8, 9 og 10-tabellen. Vi har fundet systemer i tabellerne – hvad er mon systemet i 9-tabellen? 9, 18, 27, 36, 45, 54, 63, 72, 81 og 90? Vi har lavet tabelgymnastik og prøvede at ligge i planke i 100 sekunder. Det er nu tid til dansk – vi fortsætter med de 120 mest almindelige ord, makkerlæsning og individuelt arbejde.

SydØst I sidste uge holdt vi skolemøde i fortælletimen – det er I super gode til, både til at lytte og deltage. I projekt ‘fortællekuffert’ har vi filtet og digtet på vores eventyr. Vi har arbejdet med, hvordan de fleste eventyr starter med det gode derhjemme, hvordan noget ondt tvinger en ud i verden, hvor der så næsten altid er nogle hjælpere og nogle prøver, der skal klares, hvorefter man kan vende beriget hjem igen. Vi har også fundet ud af, hvad vores eventyr skal hedde. Vi er godt på vej og nu skal vi øve os, så vi kan fortælle og vise det til hinanden.

I Vest har den stået på højtlæsning af Kødet af den forrygende og ganske forunderlige danske forfatter Anders Jørgen Mogensen. Det store spørgsmål er, hvorvidt der vitterligt findes en uvirkelighed og kan man nå den via en skraldespand?
Nord har arbejdet i individuelle matematikbøger og hørt myten om Balders død.

Nordvest er startet op med et projekt, som munder ud i et julemarked. Der er lagt planer for, hvordan boderne skal se ud og hvor de skal være. Vi er delt ind i hold: Håndværk/reparation/istandsættelse, bage – og café, håndarbejde af forskellig art og et julemandshold. Vi er allerede kommet godt i gang med produktionen: Stenmaling, æbleskivebagning, broderi mm. Nogle har været i byen for at finde sponsorgaver og er bestemt ikke kommet tomhændet hjem. – Nu er det så sandelig snart jul igen! Vi håber, I forældre har fået vores ønskeseddel omkring ting, som I ikke skal bruge, men som vi kan bruge, ellers må I lige sige til.
Vi havde også skolemøde hvor vi bl.a. valgte nye mandagsværksteder – Mad og Have med Sarah, hvor vi skal samle til forråd i haven, klargøre den til vinteren og selvfølgelig bage julens traditionelle bagværk i december. Håndværk med Thomas, hvor vi skal bygge videre på stålladen og andre nyttigheder. Kreativ Skrivning med Jens, hvor vi skal føle, dufte, sanse, se og beskrive stemninger, årstid og billeder med ord. I Næste Uge bytter vi morgenbånd – Vest skal have matematik med Sarah – og Nord; dansk med Thomas.

På fredag i næste uge skal vi sige hjertelig velkommen til Halfdan og hans familie. Halfdan starter i Vest.

Vi glæder os til at se jer igen i næste uge.

Bedste hilsner fra alle os voksne på skolen
Kaspar, Tina, Helle, Sarah, Hanne, Jens, Bibi og Thomas