Nyhedsbrev Uge 47
19. november 2017
Nyhedsbrev Uge 49
3. december 2017

Nyhedsbrev Uge 48

‘.. Lyset fra solen og blomsterne brudt, da må vor hjerter selv lyse..’

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Tak for en dejlig julelørdag!
Sikke vi fik fyldt skolen med håndens arbejde, godt selskab og varm juleglæde.
Der var lysende kærlighedsmarinerede hjerter i brystkasser, gule gulerodsformede bivokslys, granduftende dekorationer, gløgg a la Jonas, varm hyldebærsaft, æbleskiver, flettede hjerter og stjerner, perler, nellikeappelsiner med røde bånd, nisser, bål, hygge, sang og deeejlig rødbedesuppe.

I Sidste Uge var det mindste projekthold ude at tælle trafikken, nu med vores forbedrede opfindelse af optælling. Resultatet blev meget bedre end første forsøg, men alligevel har vi stadig forskellige opfattelser af hvilke og hvor mange biler, der passerer forbi os 😉 Det er slet ikke så let at tælle så mange biler. Vi regnede gennemsnittet ud og viste resultatet i fornemme grafiske søjler.

Projekthold ‘mellem’ har været på tur i brugsen. Vi mødte brugsuddeleren, der fortalte om varernes vej til køledisken. Vi kiggede på frugt og grønt og fandt ud af, hvilke lande de kom fra. Hjemme igen er vi begyndt at tegne kort med de forskellige transportmidler, deres transportruter og hvilke varer, de er lastet med.

Fredag var begge hold på tur til Møn Friskole og se deres årlige teater.

Det største hold har gang i skriftlige dokumenter med generel viden om infrastruktur, refleksion over vores egen afhængighed af transport og systemer – hvilke er vi selv forbundet til? Og specifikt om vores emner med den røde tråd, der snor sig fra fortid til nutid. I Næste Uge kommer Jacob (Nora/Maiafar) og gør nogle af os klogere på digital kommunikation. Vi skal også en tur på samlermuseet i Stege – Måske kan vi finde spor fra fortiden der, som gør os klogere, både på vores eget emne og generelt om infrastrukturens forvandling?

Ud over projektarbejde er vores dage fulde af dans, sang, leg, matematik, dansk, spil, tegneri og madlavning med Nene. I engelsk har seks piger fundet ind i musiklokalet og giver den gas med engelske sange. I musik har vi taget hul på TV2 hittet “Lanternen”. I bevægelse er vi delt i to hold, et med yoga/styrketræning og et med god opvarmning, hockey og forskellige regellege – fx katten efter musen, bankebøf, befrierleg og fluesmækker. Det er tanken, at vi efterhånden får nye lege på, så vi forhåbentlig også varierer legene i pauserne. Filmpigerne er begyndt at redigere filmen “Flugten”. Dette og optagelserne foregår med kanon energi.

SKRIVEMASKINE SØGES
Hvis du har en gammeldags skrivemaskine, du gerne vil donere til skolen? Så er det lige, hvad danskholdet ønsker sig.

SVØMMETØJ PÅ MANDAG
På mandag skal vi alle i svømmehallen. Vi holder et kort skolemøde efter dansk og matematik og spiser mandagsgrød tidligere, end vi plejer. Når vi har mætte grødmaver, tager de store bussen til Stege. De mindre børn kører i biler. Vi er færdige ved svømmehallen ca kl.13.30. De, der tager bussen, er tilbage på skolen kl. 14.15.
Det er også muligt at blive hentet direkte efter svømning – Giv i så fald besked på skoletelefon 5265 6754. Det er en god ide at medbringe vanddunk og lidt frugt eller snack i svømmetasken, for der er først mad igen i Legeriet.

Vi Glæder os til at se jer på mandag!

Go’ søndag
Kærlighedsmarineret hilsen fra alle os voksne på skolen

Nyhedsbrev Uge 48 2017 01
Nyhedsbrev Uge 48 2017 02
Nyhedsbrev Uge 48 2017 03