Nyhedsbrev Uge 4
25. januar 2019
Nyhedsbrev Uge 6
4. februar 2019

Nyhedsbrev Uge 5

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

‘Gå stille og tyst som en skumring,
lad stilheden bære dig frem,
hver menneskedrøm er en højsang,
som leder den vejløse hjem ’

Mennesker har til alle tider talt, skrevet og digtet om drømme. Martin Luther King havde en drøm – hvad drømte han om? Og Bissenkræmmerens drøm – hvad førte den til? Hvis vi lytter til vores egne og fortidens fantastiske fortællinger og drømme, kan vi, hvis vi vil, høste masser af erfaring, refleksion og visdom. Det er bare at lade sig underholde! I ugens løb har vi underholdt os med salsa – merengue og cubansk salsa – og med viden om fastelavn, der følger måneåret. Om vandgrød og klipfisk i de 40 dages faste frem til påske før i tiden. Og om et farverigt fastelavnsoptog af udklædte karle. Vi fik også hørt bagvendt-visen – hvis mærkelige bagvendte handling vist også er en drøm.

De næste tre uger skifter Øst og Syd dansk og matematik
I Øst har vi øvet os en masse på tal, plus og geometri. Vi har også arbejdet i matematikbøger – og hold op hvor er I seje til at lave matematik! Kan du huske hvad den “lange grønne” firkant hedder? I dansk skal vi i gang med at læse. Vi skal læse lydrette bøger alene og sammen i makkerlæsning. Og så skal vi lære nogle gode læsestrategier. En god strategi er fx. at vide, hvordan jeg kan læse til girafbøvs, selvom ordet er langt. Vi skal øve strategierne med udvalgte ord på tavlen.
I Syd har vi arbejdet med skrive-/læseforståelse, læsning og leget stafet med ord – vokalgenkendelse og antal stavelser. I matematik med Sarah skal vi repetere tabellerne, lege matematiklege og arbejde i matematikbøger.
I SydØst projekt har vi hørt om Benajas drøm i fortællingen Løvemælk til kongen, lyttet til forskellige stykker musik og talt om følelser og stemninger. Vi har hørt små ”historier” om forskellige børns dilemmaer og stillet os i hjørner med bestemte løsninger – det var nogle interessante bud på løsningsforslag, I havde! Garmann-trilogien er nu afsluttet og Garmann er blevet karakteriseret – hvilke ‘karakter’ havde Garmann? I næste uge håber vi, at I vil tage jeres yndlingsmusik med, så vi kan spille det på CD eller på Youtube og høre, hvilken stemning jeres musik bringer os i. Så HUSK musik, hvis I kender noget. Vi skal også lære om tegneserier og lave vores egne tegneserier i grupper om særlige følelser.

I NordVest matematik skal vi videre med division, lege og arbejde i matematikbøger. I forbindelse med mandagsforløbet Sundhed, Kost og Motion så vi filmen Supersize Me, – om en mand, der skulle leve af “mad” fra McDonalds i en måned. En klam og tankevækkende film. I Næste Uge skal vi arbejde videre med kredsløbet og måle vores puls efter diverse øvelser. Vi skal undersøge, hvorfor vi bliver forpustede, når vi dyrker motion. HUSK derfor idrætstøj både til inde og ude på mandag.
I musik øver vi drømmesange, trommer/percussion og en dansekoreografi.
I maske/drømme projektet har vi arbejdet videre med maskerne. Maskerne får nu mere og mere karakter med lys, skygge, farver, farvet silkepapir, bladguld og lakfarve. Vi har studeret inspirerende fotos af masker skabt af maskebygger Susan Malmberg. Vi har prøvet hinandens masker, optrådt for hinanden og set hvad maskerne får os til, når vi har dem på. Vi er startet på at bygge en gigantisk ugle til vores maskeoptog, der bliver afslutningen på dette projekt torsdag den 28. februar. Hvad betyder det, når vi drømmer om ugler? Hvad er forskellen på de kulturelle symboler og vores egne personlige? Er uglen vis eller skræmmende, et rovdyr eller nuttet?
Det er lige nu på den tid af året, hvor man kan høre natuglerne tude. Vi har fået spændende viden om uglerne på Møn, både den natugle fra Møns Klints Resort, der blev hovedpersonen i en artikel i Ekstrabladet, som vi har læst; vi har studeret en frossen natugle, som Nora tog med i en køletaske og vi fik mere viden gennem et telefon-interview med ornitologen Henrik Dahl, der bor i Kalvehave og også selv har drømt om ugler. Han fortalte bl.a. at uglernes fjer er konstrueret så de flyver lydløst, at de kan dreje hovedet 270 grader og at man også kan møde den store hornugle på Møn.
I Næste Uge holder vi pause med maskerne og fortsætter på to hold frem til vinterferien. Nogle går i dybden med den skriftlige del af projektet og andre skal flette pil med gæstelærer Marianne Landrock. Efter vinterferien kommer Randi tilbage og så genoptager vi arbejdet frem mod fastelavn.

LUS LUS LUS
Bare det var en drøm, men det er det ikke! Skinbarlig virkelighed fortæller os –
VI HAR LUS! KÆM og BEKÆMP dem inden på mandag.
Tak

God weekend

Kærligste hilsner fra alle os voksne på skolen