Nyhedsbrev Uge 49
1. december 2018
Nyhedsbrev Uge 51
15. december 2018

Nyhedsbrev Uge 50

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Tusind Tak til jer forældre der holdt skole i fredags, mens vi lærere sad og kiggede ind i fremtidens krystalkugle. Vi håber, at I børn lader jer overraske af julens nisser og selv finder glæde i at være en af dem. Vi håber også, at vi alle kan flytte fredeligt ned i vores nye skole efter jul, spise frokost sammen igen i den nye spisesal og langsomt falde på plads både ude og inde. Måske, hvis vi lukker øjnene og ønsker det meget stærkt, går det i opfyldelse?

ØST startede op igen med bogstaver. Vi nåede r, p og c. Desuden vokal- og ordtræning. I næste uge går vi videre med å, f og g.

Syd
Udover den almindelige matematik, er vi børn på eget initiativ begyndt en indsamling til de fattige. Der bliver produceret ting ud af papir m.m. og hen på dagen bliver der opstillet en bod i entréen, hvor man kan købe ting. De indsamlede penge bliver talt op igen og igen, så der er fuld gang i additions træning. Vi synger videre efter sangmappen til kor.

Syd/Øst Har været på indkøb, bagt, duftet og smagt, vi har spillet, leget og lyttet til julehistorier. Måske smagte det hele lidt for meget af ingefær? Vi har skrevet julekort, som en hilsen til dem, vi har kær i denne hjerternes tid. Vi har også hørt om Noahs ark og tegnet den flotte skude med to af hvert levende væsen – hvem tegnede du med i træskuden? Og hvorfor lod Gud en syndflod skylle verden ren? I næste uge skal vi igen bage – peberkager som skal pyntes med glasur. Vi skal snakke om juletraditioner – hvilke traditioner har vi mon der hjemme – og har vi mon forskellige traditioner? Vi skal lytte til og tegne flere dejlige julefortællinger.

Nord har startet tre matematikgrupper op, som kører frem til juleferien. Vi arbejder på en cykelbaneansøgning, vi arbejder med problemregning og vi arbejder i vores individuelle matematikbøger.

Nordvest
Vi har gjort status mht. vore produkter til julemarked. Bageholdet er nu ved at indrette kostalden til café, mens de andre producerer videre. I kor/musik så vi filmen “Oh happy Day” og mon ikke det kunne give inspiration til at synge gospelsange? I Skriveværksted skrev vi digte, der skulle rime første og anden linie, og tredje og fjerde linie. Indholdet var åbent, bare det rimede. Næste gang strammes der op i forhold til indholdet, så digtet giver mere mening. Have/Køkkenværksted dækkede gulerødder til med halm og lavede kartoffelpandekager, også kaldet hashbrowns over bål.

Forældredag
Vi havde alle en dejlig dag! Vi hyggede os og var meget engagerede i de forskellige værksteder. Det fungerede rigtig godt, at vi var delt op på tværs af alder og at vi skiftede værksteder i løbet af dagen. Der blev bagt masser af svenske og danske brunkager. På byggeværkstedet blev materialer, som ler, pap, stofrester og mos, plus selvfølgelig limpistolen omformet til en lille fin verden med nisser, både rygsækbutik, café, huse og nissehuler i forskellige udformninger og med et fantastisk entusiasme og engagement. Frokosten var der rigeligt af, så der blev spist masser af risengrød og da vi afsluttede klokken lidt i to fik vi smagt Isaks dejlige fødselsdagskage. Eftermiddagen stod på hygge og leg indendørs og i skaterhallen.
De bedste hilsner fra Patricia og alle de andre forældre fra luftgruppen.

Bogbus
Bogbussen kommer på torsdag i anden skoletime. Husk jeres lånerkort og bøger til aflevering! Og ikke mindst – Lån fx. en god bog du kan læse i juleferien!

Lucia
På torsdag d. 13. december laver nogle af os et lille Luciaoptog på skolen i forbindelse med morgensamling. I forældre er velkomne til at kigge med. I den forbindelse vil vi høre, om der er nogle forældre, der vil bage Lucia-brød til lejligheden. Vi skal bruge 50 stk i alt. Så hvis to forældre bager 25 stk. har vi, hvad vi skal bruge. Skriv til tina@skolenforlivet.nu eller sig det til en lærer.

Nissefnis og Julefis fra alle os voksne på skolen