Nyhedsbrev Uge 49
4. december 2016
Nyhedsbrev Uge 51
20. december 2016

Nyhedsbrev Uge 50

Kæreste Børn og forældre på Skolen For Livet

Langsomt brænder kalenderlyset dagene væk i midten af salen under vores morgensamlinger. Vi samles lige der, hvor den mørke nat ender og den lyse dag begynder. Vi synger julesange og ser et afsnit af omvendt julekalender. Det omvendte består i, at vi samler penge ind og giver dem til børn i SOS børnebyer.

Men der er noget vi undrer os over i julekalenderen i år! Fx at den mest handler om TV-værten Mille, at hun taler dansk til børnene på Zanzibar, selvom de taler Swahili, at hun bruger meget tid på at fortælle om den danske jul og at vi savner at se og høre om børnenes hverdag i børnebyen. Men lad os håbe at bøtterne snart kommer – de er forsinkede-, så kan vi begynde at samle ind til børnene, for det er jo børnene og ikke Mille det handler om.

I Sidste Uge har danskholdet arbejdet med egne historier, ti -fingersystem, stavning, læsning, individuelle bøger og lytte/tale øvelser i par. Vi har talt om drømme og haft religion, hvor vi dramatiserede islams tilblivelse. Kan du huske hvilken gammeltestamentlig fortælling Islam har sit navn fra og hvorfor?

Matematikholdet har arbejdet med division, procenter og sandsynligheder – Hvor mange gange kan man fx børste tænder med en tube tandpasta? I håndværk er syholdet i gang med hemmeligheder og julerier, haveholdet – og deres lille hjælper- ryddede grundigt op i træværkstedet og designede et skulpturelt juletræ.

Bandet fremtryllede sin egen melodi, musikgruppen rockede, percussion rytmede og korets smukke sange fortryllede. Vi så filmen En som hodder og lærte om filmanalyse. Camilla lærte os om chakraer og kroppens energifelter til yoga og efter fredagsrengøring sagde vi god weekend på en særlig måde. Vi mærkede, hvor rørende, venligt, lidt sart og rart det kan være at se ind i et andet menneskes øjne i flere minutter.

Lille Klan arbejdede med vokalen U. Hørte U historier, plukkede U-ord i haven og skrev U-ord med hjemmelavet fjerblækpind.
Vi har haft bevægelse, rytmik, kor og været på tur til havnen, hvor vi besøgte Neil i hans skib. Vi sluttede Ugen af med at høre og tegne fortællingen om Abe og Papa GUd. Kan du huske historien og fortælle hvad der sker med abe til en du kender?

I Næste Uge starter vi alle med at høre historien om Sigurd Fafnersbane. Fortællingen om Sigurd er en gammel Saga, der handler om guldringen Antvernouds forbandelse. Vi skal lære at synge sangen om Sigurd og hans hest Grane.
Vi skal også lære om Solhverv og forberede vores solhvervsafslutning d. 21 december, hvor vi får juleferie. Men før ferien skal vi jo på juletur til Lubeck og Det skal vi selvfølgelig både høre om og forberede os til.

Lille klan skal lære vokalen Æ at kende. Kan du mon finde ord med Æ og ting til vÆrkstedet?
Tirsdag skal st. og ml. Klan mærke årstiden netop nu og lave håndgjort papir af den sammen med Katrine.
På torsdag holder lærerne pædagogisk dag og vil derfor ikke være på skolen. Der er stadig kor med Disa, men ellers er dagen tilrettelagt af Sanne (Miemor), Nanna (Stormmor), Grete og Danny (Louise/Laura mor og far) og Camilla (Nanna/Williammor). Alle har fri kl. 13.15.

St. og ml. Klan – I skal medbringe en vaskebalje og lidt klemmer til papiværkstedet.

Tusind Tak til jer forældre Julie ( Fransiscomor) og Mette (Karlamor) der berigede os med håndværk og julehygge i Legeriet.

Tirsdag over middag er de fleste af børnene i haven og I kære voksne er også meget velkomne til at komme og hjælpe. Vi har mange tons tang der skal køres ud på bedene, så alle hænder, grebe og trillebører er velkomne. Invitationen gælder faktisk hver eneste dag ind til jul, hvis nogen har tid og mulighed 🙂

Vi Glæder os til at se jer på mandag!

Kærligste hilsner fra os voksne på skolen