Skolen-for-Livet-logo-02 (Celtic Hand)Skolen-for-Livet-logo-02 (Celtic Hand)Skolen-for-Livet-logo-02 (Celtic Hand)Skolen-for-Livet-logo-02 (Celtic Hand)
  • Undervisning
  • Vision
  • Information
    • Medarbejdere
    • Tilsyn
    • Dokumentation
    • Skolepenge
    • Bestyrelsen
    • Udskrivning
    • Vedtægter
    • Presse
  • Kalender
  • Nyhedsbreve
  • Forældre
    • Indmeldelse
    • Forældre ABC
    • Forældreengagement
  • Kontakt
Nyhedsbrev Uge 5
26. januar 2020
Nyhedsbrev Uge 8
15. februar 2020
3. februar 2020

Nyhedsbrev Uge 6

Kære børn og forældre på Skolen for Livet

Det er ikke kun ulden, vi filter i Halmhuset, der klør for tiden – der er også LUS i hårlokkerne. Det er derfor nødvendigt, at I bruger noget af weekenden på at få tjekket og evt. udryddet de blodsugende bæster, så vi alle kan møde vandkæmmede og lusefri i skole på mandag 🙂

Øst
Øver fortsat læsning i små bøger og er begyndt at arbejde i lidt anderledes og forskellige danskbøger i morgenbånd. I projekt har vi alle filtet færdig og er begyndt at øve to og to. Vi har arbejdet virkelig koncentreret i timerne og gået op i at male eventyret Prinsessen på Ærtens grønne ærter. I Næste uge fortsætter vi i vores fælles danskbog og med blandet læsning/skrivning. Og så skal vi afslutte fortællekufferterne ved at fortælle eventyret med dukkerne for hinanden – og for Nordbørnene, som vi har inviteret helt specielt til at høre vores fortællinger.

Syd/Vest
Filter og filter på livet løs alle de sidste dukker og øver fortællinger med remedierne. Den bløde bivoks, som vi også skulle have brugt til at forme figurer, nåede desværre ikke frem. Måske er vi heldige, at det er kommet på onsdag? Så vi også kan nå at arbejde med voks. Vi har også øvet lidt fortælleteknik med tryk på konsonanter, langsom tale og opvarmning af tunge og ansigt. Der er snart kun tilbage – at fortælle en rigtig god historie. Det skal vi øve os på i Næste Uge, hvor vi skal arbejde og øve onsdag. Og torsdag skal vi fortælle vores eventyr til hinanden. I skrev hver især i fredagsskrivningen, et antal I ønsker at fortælle for. Vi lærere forsøger at lave en plan ud fra jeres ønsker, så I alle får fortalt jeres eventyr mindst én gang i skolen – inden I, som mange af jer ønsker, tager eventyret med hjem og fortæller det til Mor og Far 🙂

Nord
Arbejder i individuelle matematikbøger i morgenbånd. I projekt har vi fokus på fantasi og kreativ skrivning rundt om temaet livshistorier. Vi har skabt en livslinje med nedslag i en fiktiv persons liv og beskriver personens skæbne fra fri fantasi. I sidste uge tegnede og malede vi illustrationer til fortællingen. I Næste Uge har vi onsdag til at færdiggøre vores værker, hvorefter vi skal udstille vores fortællinger på den ny opslagstavle i Halmhuset. Vi afslutter projektet torsdag med evaluering og lytning til eventyrfortællinger i Øst. Øst har helt særligt budt Nord til kuffertfortællinger med Prinsessen på Ærten – Det håber vi, I vil tage godt imod.

Flexhal
På vores sidste tur i Flexhallen, havde bussen glemt os og den kom derfor senere til parkeringspladsen – det var på alle måder herligt, for solen skinnede og alle gav sig til lege. Og legen fortsatte i hallen med opvarmning, boldspil, strækøvelser og badutspring. I pigebadet havde vi en givende snak om at være nøgne og hvordan kroppe er helt forskellige. Tak for denne gang Flexhal.
Herfra rykker gymnastik hjem i salen og ud i naturen. Alle får desuden yoga og meditation på skemaet efter vinterferien.

Håndværk i uge 8 og 9
Efter vinterferien følger to ugers håndværk i projekt. Der bliver tre værksteder: Pil med Klaus Titze for Nord og enkelte i Vest. Byg med Bjarke og Uld med Lenette for Nord, Vest og Syd.
Fastelavnsværksted med Ulla for Øst.
De blandede hold i Nord, Vest og Syd har efterhånden formet sig og meldes ud inden vinterferien.

Personale
Vi har siden nytår været på udkig efter en ny mellemtrins- og udskolingslærer til dansk og projektundervisning, og har nu ansat Birgit Kolze Møller fra den 1. marts. Ulla, som startede i virksomhedspraktik i november, er også ansat, og vil fortsat fungere som pædagog i skoletiden. Både Birgit og Ulla er ansat i midlertidige stillinger indtil sommerferien, men det er vores ønske at gøre stillingerne permanente derefter. Grunden til at de er midlertidige, er at ingen af stillingerne har været slået op og at skolens ansættelsesudvalg (både børn og voksne) ikke har haft mulighed for at give deres besyv med. Hanne er fortsat i Legeriet hver torsdag, imens det øvrige personale holder lærermøde. Herunder er lidt korte beskrivelser af vores nye personale 🙂

Pædagog i skolen:
Jeg er Ulla. Bosat i Præstø med mine tre børn. Jeg er uddannet pædagog fra Københavns pædagogseminarium. Min pædagogiske rygsæk er rundet af erfaring fra vuggestue, børnehave/basisbørnehave, SFO og specialskole med miljøterapeutisk tilgang. Jeg elsker mit fag og har en forkærlighed for relationsarbejde og kommunikation; det være sige mellem barn og voksen og børnene imellem. Derfor er mit fokus både på det enkelte barn og samspillet i børnegruppen. Jeg holder allerede meget af jeres børn og nyder de stjernestunder, der drysser ned over en skoledag. Kærlig hilsen Ulla

Pædagog i skolen og Legeriet:
Jeg hedder Lenette og er ny projektlærer og pædagog på Skolen for Livet.
Jeg føler mig som en heldig kartoffel, at jeg har fået jobbet på skolen, for så kan jeg få mulighed for at sætte mine meget forskellige kompetencer i spil.
Jeg er optaget af at stimulere børns nysgerrighed, fantasi og muligheder for udvikling i et miljø, der stimulerer og tilgodeser barnet.
Jeg har flere uddannelser bag mig, gartner, pædagog, dyrepasser, hypnotisør og proceskonsulent. Jeg har stort set arbejdet med børn og unge hele mit liv. Først som rideinstruktør og senere som pædagog i sfo og daginstitution. I min fritid rider jeg islandske hest og hygger med familie og venner. Kærlig hilsen Lenette

Lærer i skolen:
Jeg hedder Birgit. Jeg er 46 år og bor på et lille økologisk fritidslandbrug på Vestmøn sammen med min mand Gunnar, min søn Sylvester og nogle får, bier og høns.
Jeg er uddannet lærer med linjefag i dansk, engelsk, billedkunst og religion. Senere er tysk kommet til som ekstra linjefag. De sidste 5 år har jeg arbejdet i 10. klasse centret i Nykøbing, hvor jeg, udover almindelig faglig undervisning, har stået for billedkunst, drama og filmproduktion i temauger.
Jeg er meget glad for at arbejde med de unge og har forsøgt at være en støtte på deres vej i livet, hvor jeg også har nydt diskussioner og fælles undren. Det håber jeg på at kunne tage med på Skolen for Livet.
I min tid som lærer har jeg hele tiden savnet mere sammenhængende kreativitet i hverdagen og vide rammer. Derfor tog jeg et halvt års orlov (fra august til december 2019) for at puste glas og lave keramik på en højskole i Jylland. Jeg har fundet ud af, at det for mig er en nødvendighed at være kreativ og skabende. Jeg håber og tror på, at jeg vil kunne give noget til børnene og til skolen. Jeg glæder mig til at starte på skolen og inspirere og selv blive inspireret af børn/unge og kollegaer.

Kunstfilm i Biografen kl. 13 på fredag
På fredag efter frokost, skal vi alle vandre mod Stege Bio, der viser film fra huskunstner-ugerne i september sidste år.
Alle er Velkomne.
Vi medbringer udkrydsningssedler i biografen, for jer der ønsker at holde vinterferie direkte efter filmen, resten vandrer tilbage til skolen.

GOD weekend og fra næste uge – Vinterferie!
Næste Nyhedsbrev kommer sidste weekend i Vinterferien.

Kærligste hilsner fra alle os voksne på skolen

Del

Relaterede indlæg

13. januar 2021

Nyhedsbrev Uge 2


Læs mere
4. januar 2021

Nyhedsbrev Uge 1


Læs mere
14. december 2020

Nyhedsbrev Uge 51


Læs mere
  • Video
  • WWOOF’ere
  • De støtter Os
  • 0
    Nyhedsbrev Uge 2
    13. januar 2021
  • 0
    Nyhedsbrev Uge 1
    4. januar 2021
| www.skolenforlivet.nu | © 2021 | Persondata og cookiepolitik | Email: post@skolenforlivet.nu |
      Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.OkNejPrivacy policy