Nyhedsbrev Uge 25
20. juni 2017
Nyhedsbrev Uge 33
13. august 2017

Kære Alle

Så er alle løse ender på skolen ved at være knyttet sammen og vi kan også holde sommerferie.

Vi har sammen med bestyrelsen ansat Julie Hoff som lærer og Helle Worsøe som pædagog i legeriet og støttelærer.

Nederst i dette lille brev skriver de hver især lidt om sig selv. Vi går på sommerferie med stor ro i vores hjerter og er glade for at Julie og Helle bliver en del af Skolen for Livet.

Ang. de arbejdsopgaver vi sendte ud tidligere, så er de allervigtigste blevet taget 🙂

Vi mangler stadig en fingerfærdig person til at snedkerere et hyldesystem til vores computere, men det finder vi nok efter sommerferien.

Den 12. august håber vi som sagt, at I har mulighed for at møde op og sørge for en grundig rengøring af skolen og måske løse andre vigtige praktiske opgaver inden skolestart

Danielle (Nene) og Daniella holder stand på skolen og får i næste uge følgeskab af Kory fra USA og Laura fra Belgien. I er meget velkomne til at kigge forbi og hjælpe til i haven  – hvis I gør det så skriv en sms eller ring på tlf 42445766, så Danielle ved I kommer og kan sætte jer i gang. Om et par uger vil der nok også være mulighed for at købe lidt friske grøntsager i skolens lille vejbod, hvorfra pengene går til den næste lejrskole.

Børnenes egne haver gror som alt andet ganske lystigt. Har I mulighed for det, vil det være en god ide, at I sammen med jeres børn får kigget til dem og luget lidt 🙂

Den brune høne har endelig fået belønning for sin tålmodighed og 7 små kyllinger er blevet udklækket – de er absolut også værd at besøge – og jo mere de vænner sig til menneskelig kontakt fra starten, jo mere tamme bliver de.

Både I nye og gamle forældre er selvfølgelig velkomne til at besøge skolen i løbet af ferien – tage en badetur og svinge jer i lianerne.

Vores husven Wigger phd. begynder her i sommerferien at skære træ ud til en dome, som vi vil samle i løbet af den første skoletid og som på sigt skal blive et undervisningsrum i haven.

Kalenderen for næste skoleår med arbejdsdage, skolelørdage og andet godt kan I se på skolens hjemmeside i løbet af de næste par dage.

Det var det! Andet skoleår på Skolen for Livet er slut.

Vi glæder os umådeligt meget til det tredje.

Sommerhilsener

Tina og Kaspar

Kære forældre og børn på Skolen for Livet

Jeg hedder Julie Hoff og er den heldige nye lærer her på skolen. Jeg har arbejdet som lærer i ni år på en helt almindelig, men fantastisk god folkeskole i Herlev. Jeg har været med til at starte flere 1. klasser op, og fulgt dem op til 2-4 kl.

Jeg er uddannet på Zahles seminarium og har liniefag i billedkunst, idræt/svømning, musik og dansk.

I oktober købte min mand og jeg en flexbolig i Borre, og omkring samme tid hørte jeg om Skolen for Livet for første gang. Da vidste jeg, at hvis jeg nogensinde flyttede til Møn (det var et højt ønske), så skulle min søn gå på lige denne her skole. Siden da har jeg tjekket jobannoncer ud, men jeg ønskede ikke at flytte fra folkeskole til folkeskole. Jeg ville gerne prøve noget helt andet. Så opdagede jeg jobopslaget til Skolen for livet, og det kan nok være at jeg fik travlt. Her havde jeg mulighed for at få mit fuldstændigt og absolutte drømmejob, og oven i købet på min yndlingsø. Det var måske ikke på tapetet at flytte lige nu, men en sådan chance må man ikke forpasse sig. Og så blev jeg ansat:-).

Jeg er gift med en dejlig italiensk mand, Adamo, vi har været sammen i 10 år. Jeg har to skønne unger, Rosalina på 15 år og Luigi på 6 år.

Rosalina har hele sit sociale liv i København hvor vi kommer fra, så hun har valgt at flytte hjem til sin far i stedet og så komme så meget til Møn som muligt. Min mand har endnu ikke fået arbejde hernede, så også han bliver i København i hverdagene og kommer ned i weekenderne. Men Luigi kommer med til Borre, han kommer endda helt med ind på Skolen for Livet i Lille klan. Han skulle være startet i 0.kl i København, men glæder sig nu helt vildt til at gå på en skole med høns og kyllinger, og ikke mindst til at få nye venner.

Jeg glæder mig rigtig meget til at se jer alle sammen efter sommerferien, og til at arbejde på Skolen For Livet.

Med venlig hilsen

Julie Hoff

Jeg hedder Helle Worsøe og er fra den 14. august ansat på Skolen for Livet

20 timer/uge, men med lyst og mulighed for flere timer, når behovet er der.

Jeg er en moden kvinde på 61 år, der bor alene i et gammelt bindingsværkshus på Bogø.

Jeg har et åbent, humoristisk og glad sind, og et meget positivt menneskesyn. Jeg prøver at leve i nuet og er god til at møde det enkelte menneske præcist der, hvor det er lige nu.

Jeg er både psykisk og fysisk robust, og nyder at bruge min krop. Jeg er vinterbader, dyrker yoga, går mange ture, tager i svømmehallen og spiller gerne fodbold og andre holdspil. Jeg holder rigtig meget af havearbejde og at udnytte bær og grønt.

Jeg nyder når der er børn med i praktiske ting og har ingen begrænsninger i forhold til de ønsker der måtte komme fra børnene, forældre eller mine kollegaer.

Jeg er uddannet pædagog og diplomuddannet i specialpædagogik.

Jeg har haft et spændende arbejdsliv og vil blot nævne en observationsskole, 15 år som støttepædagog i Møn Kommune, AKT pædagog på Lolland og de sidste 6 år som pædagog i en indskoling, hvor jeg var kontaktpædagog for 7 børn i en lille specialklasse.

Skolen for Livet er et fantastisk alternativ til andre skoler og jeg glæder mig allerede til at møde jer alle efter ferien.

Kærlig Hilsen

Helle Worsøe