Skolen for livet er en test og prøvefri skole

Det betyder i alt sin enkelhed, at vi ikke tilbyder folkeskolens 9 klasseprøver, vi har ikke karakterer, vi har ikke standpunktskarakterer og vi har ikke nationale tests, som man kender fra folkeskolen.

Vi er i gang med at udvikle på, at de unge i 9. klasse har et stort tværfagligt afslutningsprojekt, der omfatter både en teoretisk, praktisk og en performance del.

Projektet fremlægges for både skolen, forældre og andre interesserede.
Som afgangsbevis modtager de en detaljeret udtalelse, hvori lærerne har beskrevet den unges faglige, personlige og sociale udvikling gennem skoleforløbet.

Overbygning uden afgangsprøver

Siden Skolen for livet blev oprettet, har skolen været eksamens- og test fri.

Vi har gode erfaringer med at sende de unge videre i uddannelsessystemet uden afgangsprøver. De oplever sig selv som trygge, unge mennesker med demokratisk selvtillid og troen på at de er gode nok som de er.

De tager ofte på efterskole, eller et andet tiende klasse år.

Hvis de unge ønsker at gå direkte fra 9. klasse til f.eks. gymnasiet, skal de til en optagelsesprøve. Prøven består af en 5 timers prøve med spørgsmål fra 5 forskellige fag samt en samtale med gymnasiets ledelse.

Vi har et godt samarbejde med UU-vejledningen i Vordingborg Kommune, som hjælper de unge med at finde ud af, hvad de vil efter 9. klasse.

Bliver undervisningen anderledes på en skole som vores? Ja, det gør den. Der er mulighed for i langt højere grad at tage udgangspunkt i det enkelte barn/ unges behov og faglige udfordringer. Vi kan tilrettelægge undervisningen, så den er tilpasset klanerne, vi kan vælge at blande det teoretiske med det praktiske. Vi har hele året til at undervise uden afbræk af prøver eller eksamen.